Kriseramte kvinder bifalder stalker-lov

Regeringens kommende lovforslag, der skal forhindre stalking, høster roser i kvindekrisecentre.

Regeringens nye stalker-lov vækker glæde hos Vibe Klarup Voetmann, direktør for Dannerhuset, der hjælper kriseramte kvinder. - Der er et signal om, at staten tager det alvorligt, hvor kvinderne før skulle bevise, at de ikke var tossede, når de følte sig forfulgt, siger hun. (Foto: Thorleif Ravnbak © DR)

De føler sig truet, forfulgt og magtesløse over for deres stalker.

Men nu skal det være slut. Regeringen vil med et nyt lovforslag sikre, at eksempelvis eksmænd får sværere ved at chikanere deres ekskoner.

Det vækker glæde hos direktør for Dannerhuset, der hjælper kriseramte kvinder, Vibe Klarup Voetmann.

- Det er meget hjælpsomt, at regeringen nu har fremlagt det her lovforslag. Man kan altid ønske sig mere, men vi er rigtig glade, siger hun.

Politiet tager det ikke alvorligt

- Der er noget forebyggende i det. Der er et signal om, at staten tager det alvorligt, hvor kvinderne før skulle bevise, at de ikke var tossede, når de følte sig forfulgt, siger Vibe Klarup Voetmann.

Hun beretter om stalkerfænomenet som et "markant stigende" problem blandt de kvinder, Dannerhuset hjælper.

- Politiet har haft vanskeligt ved at tage det alvorligt, og der har ikke været nogen særlig markant opfølgning på eksempelvis et tilholdsbrud. Det bliver ændret nu håber Vibe Klarup Voetmann.

Stalker-lov ventes at træde i kraft i 2012

Lovforslaget, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) løftede sløret for på sit ugentlige pressemøde, indebærer en mulighed for at udvide et tilhold til - ud over at gælde den forfulgtes bopæl - steder, hvor vedkommende køber ind.

Det hilses velkomment af Lene Johanneson, sekretariatschef i Landsorganisation af Kvindekrisecentre.

- Alene det, at der kommer en stalking-paragraf, er vi glade for, men vi har længe talt for et områdetilhold i stedet for et tilhold på hjemmet, for man kan jo ikke begrænse nogen til udelukkende at være i hjemmet.

- Og ofte har kvinderne oplevet, at manden bare står henne på hjørnet, fortæller Lene Johanneson.

Forslaget skal fremsættes i slutningen af november og ventes at kunne træde i kraft i det nye år.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter