Kristine er ’mor’ for 12 børn i slummen i Filippinerne: Jeg bliver betalt med kærlighed

Organisationen Bylling Foundation hjælper gadebørn til at få et bedre liv.

Kristine Munk Jensen arbejder som daglig leder af et børnehjem i Filippinerne.

For seks år siden var Kristine Munk Jensen i praktik som pædagogstuderende i Filippinerne. Det blev starten på det, hun selv betegner som en opgave for livet.

Nu er hun daglig leder for det børnehjem, som den lille danske organisation Bylling Foundation driver i byen Cebu City i det sydøstasiatiske ørige, og som medvirker i dokumentaren 'Sexovergreb på bestilling'. I huset bor 12 tidligere gadebørn i alderen 3 til 19 år. Med hjælp fra den danske organisation er børnene kommet væk fra gaden og i gang med skole og uddannelse.

Organisationen bliver drevet med penge doneret af private sponsorer i Danmark – og med energi, stædighed og kærlighed fra ildsjæle som Kristine Munk Jensen.

Hun blev en del af børnehjemmet, da hun var på Filippinerne for to et halvt år siden, hvor hun skulle dele mad ud for penge, som hun havde samlet ind i Danmark.

- Jeg har altid gerne villet arbejde med udsatte børn. Så fik jeg kontakt med Line, der har været med til at grundlægge hjemmet, og som jeg havde været i praktik med hernede, og vi fandt ud af, at vi delte de samme værdier og havde de samme drømme. Siden blev Line gravid og spurgte, om jeg havde lyst til at være med til drive det.

Kristine Munk Jensen vil fortsætte på børnehjemmet i Cebu City, indtil hun bliver 60-70 år. (© (c) DR)

Det havde Kristine, og siden november sidste år har hun stået for den daglige drift af børnehjemmet i Cebu.

- Jeg har påtaget mig et ansvar som daglig leder. Det er ulønnet arbejde, det er rigtig mange timer, og det bliver betalt med kærlighed og kram fra vores unger.

Frivillige rejser hjem igen

Frivillige kommer også til hjemmet i Cebu, og laver aktiviteter, der er med til at give børnene en god og tryg hverdag langt væk fra den tilværelse, som de havde tidligere på gaden med vold, limsnifferi, seksuelle overgreb og massive svigt. Men forskellen er, at de rejser hjem igen, mens Kristine bliver.

- Den rolle jeg har, er fra nu af, og indtil jeg ikke kan mere. Vi er jo deres primære omsorgspersoner, og de skal vide, at de altid kan komme til os. Jeg er en pige i en alder, hvor alle andre begynder at få børn og mænd – det har jeg valgt fra.

Hendes hverdag er fyldt med arbejdet med børnene, fritid er der ikke meget af.

- Det er hårdt, og man er træt, når man kommer hjem. Jeg har ikke meget fritid, så det kan være svært at få ladet mine batterier op. Jeg har ofte planer om at tage en fridag, men det bliver ikke til noget. Så er der familiebesøg, så er der en, der skal til lægen, eller problematikker i huset – planerne bliver ofte lavet om i løbet af et par timer.

Indtil maj næste år

Foreløbigt er hun i Filippinerne indtil maj næste år, så kommer Line og hendes søster Camilla og tager over, mens Kristine rejser hjem til Danmark for at se familien og tjene nogle penge. Når hun er hjemme i Danmark, hjælper hun til med at få samlet penge ind til driften.

- Man skal være bevidst om, at arbejdet med at søge fonde og finde sponsorater er lige så vigtigt, selvom det måske er mere kedeligt, når man ikke er sammen med børnene til dagligt eller er ude i slummen.

Kristine Munk Jensen er med børnehjemsdrengene ude i byen om aftenen. (© (c) DR)

Og hun er slet ikke tvivl om, at hun skal tilbage til Filippinerne og fortsætte arbejdet:

- Det er planen, at jeg skal hjem og tjene nogle penge, og så skal jeg tilbage. I og med at vi er tre, så kan vi tage længere perioder, hvor vi skiftes til at være her. Men jeg kan ikke forestille mig, at jeg skulle lave andet – det skulle da først være, når jeg bliver 60-70 år, at jeg så vil gå på pension.

Bylling Foundation er en lille organisation, og derfor er der kun 12 børn på det danske hjem i Cebu City. Men hvis midlerne var større, ville der helt sikkert være flere, forsikrer Kristine.

- Så havde vi haft et hus med 500 børn. Men vi følger børnene helt til dørs, indtil de har taget en uddannelse og kan klare sig selv. Vi har måske et barn ud af en søskendeflok på syv, men hvis det barn får taget en god uddannelse, så kan han give sine børn nogle andre vilkår end dem, han selv er vokset op under.

Fortvivlende fattigdom

Og selvom indsatsen kan virke som en dråbe midt i et kæmpe-hav af fortvivlende fattigdom, så er Kristine glad for den forskel, som hun og de andre danske kvinder er med til gøre.

- Der bliver født rigtig mange børn herude, og det er hårdt at se på den fattigdom, de skal vokse op i. Chancen for at de kan bryde fattigdomsmønstret er ikke-eksisterende, men den chance kan vi give dem.

- Vi kunne bruge midlerne på at uddele mad i stedet. Det ville give en fyldt mave nu og her, men det ville ikke ændre noget på længere sigt.

- Vores børn er her, indtil de er selvforsynende. Når de eventuelt er færdige med en collegeuddannelse, så bliver de ikke kastet ud. De får tid til at oparbejde noget kapital, så de kan klare det. Og vi slipper dem aldrig, for det er mere en familie end et børnehjem – de er altid velkomne. Selvom man er voksen, har man stadig brug for et sted at tage hen til jul eller nogen at dele nyheden med om, at man skal være far.

Selvom de fleste af børnene på det danske børnehjem klarer sig godt, både i skolen og socialt, så er der alligevel nogle, som forlader hjemmet igen i utide.

- Det sker desværre, at vi må give slip. Det er en ret stor omvæltning at komme her, når man har levet på gaden. En ting er, at her er en playstation og internet. Noget andet er, at reglerne er skåret fuldstændig ud i pap: vi accepterer ikke, at de tager stoffer, ryger eller drikker. Det kan være for svært for nogle af dem at omstille sig til et liv med så meget autoritet, som der er her, når de har levet et meget frit liv på gaden.

Ødelagte mennesker

En del af forklaringen på, at nogle af børnene ryger ud af det danske børnehjem, er også, at de ikke følelsesmæssigt kan knytte sig til andre mennesker.

- Det er vigtigt at forstå, at de børn, der kommer her, også er ødelagte mennesker. De har en fortid og nogle traumer, som vi som danskere aldrig vil kunne sætte os ind i. Selv for dem, der har været her fra starten af, er det svært, og det har taget så mange år at lære dem at stole på mennesker igen. Andre har så mange ar på sjælen, at de hellere vil flygte end at binde sig til et andet menneske igen.

- Derfor siger vi også til vores frivillige, at de aldrig må love børnene, at de kommer igen. Det er bedre at sige måske, for svigt er det bare det værste, som du kan udsætte de her børn for.

Facebook
Twitter