Kristne og ateister chikaneres i Danmark

Kristne og ateister fra lande som Afghanistan, Iran og Irak oplever trusler, hærværk og chikane fra andre invandrere.

Konvertitter får vreden at følge, når de vender ryggen til Islam. (© AP Graphics)

Kristne irakere, der modtager truende opkald, hvor de får at vide, at de skal læse koranen. Ateistiske iranere, der bliver generet og bedt om at tage hovedtørklæde på. Det er to scenarier, der udspiller sig i Danmark.

Deadline Undersøger på DR2 fortæller i aften klokken 22.30 historien om, hvordan kristne med baggrund i overvejende muslimske lande som Afghanistan, Irak og Iran chikaneres i Danmark.

Måtte flygte

En af dem er Farood, som har indvilget i at fortælle sin historie. Men han insisterer på at være anonym, da han frygter for sin sikkerhed.

Vi møder ham på et asylcenter og må af hensyn til asylansøgerne kun filme i et lukket rum. Farood måtte flygte fra Afghanistan, da han konverterede til kristendommen. Det er decideret livsfarligt at bo i Afghanistan som konvertit, og hans hus blev brændt ned kort efter, at han var konverteret.

Han flygtede så via Grækenland og Italien til Danmark, hvor han troede, han kunne få fred. Hans børn og kone er stadig i Afghanistan. Men på asylcentret fandt nogle andre afghanere ud af, at han var konverteret. En aften blev han overfaldet af en af afghanerne.

- Han slog mig i hovedet med en knytnæve en dag, hvor jeg kom tilbage til asylcentret.

Chikane

Siden oplevede han både at blive spyttet på og truet på asylcentret. Manden der havde slået ham truede ham blandt andet med, at han ville stikke ham ihjel, fordi han var frafalden - altså havde forladt sin religion.

Andre oplever chikane og hærværk.

Brændte præstens bil

Massoud Fouroozaneh er en af dem. Han er oprindeligt iraner, men har boet i Danmark i 25 år og virker som kristen præst i en kirke på Fyn. Han boede ind til for nyligt i Vollsmose, men er nu flyttet væk på grund af trusler og chikane. Hans bil blev også smadret.

- Bilen var totalt smadret. Sæderne var skåret i stykker med kniv, og der var forsøgt at lave et bål i bilen. Den var totaltskadet.

Der er ingen præcise tal på problemet. Men en rundringning foretaget af Deadline på DR2 til en række personer med indblik i problemet peger på, at omfanget er stigende.

Facebook
Twitter