Kritik af anonym sms-service

En ny service, der tillader danske mobilejere at sende anonyme sms-beskeder, møder massiv kritik fra Red Barnet og flere politikere, der frygter misbrug.

Folkene bag den anonyme sms-tjeneste siger, at den er udviklet for at folk kan flirte med hinanden.

Send en besked til klassens flotte pige eller dril dine venner. De opdager aldrig, det var dig.

Nogenlunde sådan starter en reklame på MTV for en sms-service, der tillader danske mobilkunder at sende anonyme beskeder. Men servicen møder massiv modstand fra Red Barnet og flere politikere.

- Min fantasi rækker ikke til at se, hvordan servicen kan bruges til noget positivt. Til gengæld kan jeg se en række uheldige ting, den kan bruges til. Mobning og chikane er en af dem. Uønskede reklamer er en anden, siger SF's it-ordfører, Hanne Agersnap.

Hollandsk firma

Det er det hollandske firma FL Media, der udbyder servicen. Rent praktisk foregår det ved, at man sender en besked til firmaet, som så sender beskeden videre uden afsender. Koncernchef Erro Verschoor forsøger at forhindre misbrug.

- Da vi startede servicen, var vi meget fokuserede på, at den ikke skulle kunne misbruges. Vi gemmer alle beskederne inklusiv telefonnummer på afsender og modtager samt datoen, beskeden blev sendt. Vi har endnu ikke udleveret disse informationer til myndighederne, men vi vil gladeligt samarbejde i sager om misbrug, siger Erro Verschoor til Ritzau.

Men det er ikke tilfredsstillende, siger it-ordfører Mike Legarth (K).

- Tilbuddet fra firmaet om, at de vil udlevere afsenderdata, hvis der kommer en forespørgsel, er ikke en formildende omstændighed efter min opfattelse. Politiet har travlt i forvejen, og en eventuel krænkelse af en person er jo sket, siger han.

Målrettet de 15-25 årige

Ifølge koncernchef Erro Verschoor er reklamerne på MTV i Danmark målrettet de 15-25 årige.

Hos Red Barnet tager man afstand fra servicen.

- Red Barnet bryder sig ikke om en sådan service. Vi mener, at folk, der er anonyme - ikke nødvendigvis alle - enten har dårlige hensigter eller overskrider grænser. Når man kan identificeres, tænker man mere over, hvad man skriver, siger Lars Stilling Netteberg, programkoordinater for Red Barnet.

Til anonyme flirts

Servicen er ifølge Erro Verschoor beregnet til at sende anonyme flirts over mobilen, men Mike Legarth frygter misbrug.

- Jeg frygter, at denne sms-ydelse hovedsageligt vil blive anvendt til mobning, trusler og chikane, og jeg er især bekymret for den unge generation. Vi har investeret mange ressourcer for at bekæmpe mobning, og denne sms-tjeneste er et slag i den helt forkerte retning. Jeg vil straks tage sagen op overfor videnskabsminister Helge Sander. Jeg vil kræve at få sagen på dagsordenen hurtigst muligt, og jeg vil bede om at få iværksat det som måtte være nødvendigt for at få sat en stopper for denne sms-tjeneste i Danmark, siger han.

Facebook
Twitter