Kritik af ny app, hvor du kan anmode om samtykke til sex: 'Den skyder fuldstændig forkert'

Forsvarsadvokat advarer mod elektronisk samtykke, der ikke holder i retten.

Grafik: Søren Winther Nørbæk

Det svarer til Mobilepay. Men i stedet for at sende penge, så udveksler man samtykke til sex.

Sådan lyder den korte forklaring på samtykke-appen iConsent, der kan installeres på mobiltelefonen, og som ifølge udviklerne er gratis at bruge.

Applikationen blev sendt på markedet mandag - få uger efter Folketinget vedtog den såkaldte samtykkelov, der trådte i kraft ved årsskiftet.

Ifølge stifterne er appens formål at sikre, at begge parter er indforstået med at skulle have samleje.

- Den fungerer på den måde, at brugeren kan indtaste et telefonnummer på den person, som han eller hun ønsker at have sex med. Man sender anmodningen, og den anden får så mulighed for at acceptere eller afvise anmodningen om samtykke til sex, siger Carsten Nielsen, der har været med til at udvikle løsningen.

Folketinget vedtog samtykkelov

Den 17. december vedtog Folketinget en lov, der gjorde det strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker.

Før var der ikke nødvendigvis tale om voldtægt i tilfælde, hvor en person sagde nej til sex. Men den nye lov kræver, at man aktivt samtykker - og det samtykke skal iConsent-appen registrere og dokumentere.

- I virkeligheden er det en svær størrelse, for det er svært at dokumentere, hvornår der er givet samtykke, siger medudvikler Carsten Nielsen, der forklarer, at samtykket i iConsent er konstrueret, så det gælder i 24 timer og er begrænset til et samleje.

Er det ikke mærkeligt, at man skal finde en telefon frem i sådan en situation?

- Jo, men isoleret set er det også mærkeligt, at vi skal tage et kondom på. Isoleret set ville det også være mærkeligt, hvis kondomet blev opfundet i dag. Men omvendt så er det jo en ret god ide. Så jo, enig. Det er kontroversielt, og måske føles det mærkeligt. Men måske føles det allerede mere normalt om et års tid.

- App er absolut ikke løsningen

Hos Sex og Samfund er de slet ikke med på idéen om, at appen kan fungere som en vej til samtykke.

De er ellers flere gange blevet spurgt, om de vil være med til at udvikle en samtykke-app efter den nye voldtægtslov. Hver eneste gang har svaret være nej, lyder det fra Sex og Samfunds nationale chef, Lene Stavngaard.

Lene Stavngaard er national chef i Sex og Samfund.

- Appen er absolut ikke løsningen på at få samtykke. En seksuel relation handler nemlig ikke om en kontrakt, så den skyder fuldstændig forkert i forhold det til behov, der er derude.

Lene Stavngaard kritiserer holdet bag appen for at reducere samtykkedebatten til et spørgsmål om en kontrakt:

- Det er meget tydeligt, at appen er udviklet af nogen, der hverken har en faglig tilgang til køn, krop eller seksualitet, men heller ikke har lyttet til det, der blev diskuteret i samtykkedebatten, for vi kommer lidt tilbage til step one med - er samtykke en kontrakt eller ej?

- Jeg synes faktisk, det er lidt useriøst, understreger Lene Stavngaard.

Men ifølge udviklerne skal samtykket i appen heller aldrig stå alene.

- Det er op til dig og den anden part at sikre jer samtykket, før, under og efter samlejet, skriver udviklerne bag appen på hjemmesiden.

Men det konstante samtykke sikrer man med bedre kommunikation - ikke en app, lyder det fra Sex og Samfund.

- Samtykke-appen kan ikke ses som et supplement til mundtligt samtykke. Det, vi skal sørge for, er et bedre seksuelt sprog for, hvordan vi kan give og modtage samtykke blandt andet ved hjælp af bedre seksualundervisning, foreslår Lene Stavngaard.

- Den holder ikke i retten

Stifterne bag argumenterer med, at appen er udviklet for at skabe tryghed for både mænd og kvinder. Især mændene kan bruge appen, hvis de bliver anklaget for en voldtægt, hvor beviserne ofte er overladt til ord mod ord.

Men den holder altså ikke i retten, forklarer forsvarsadvokat Morten Bjerregaard.

For et elektronisk samtykke vil ikke gøre det lettere at bevise, at man ikke har begået en voldtægt, siger han.

Morten Bjerregaard er forsvarsadvokat og tror ikke, at appen vil få stor juridisk betydning.

- Man skal være meget opmærksom på, at samtykket kun gælder, så længe begge parter har lyst. Det betyder, at hvis den ene part omstemmer sig undervejs, så er det noget, man har pligt til at være opmærksom på.

- Jeg mener derfor ikke, at en app løser problemet, hvis du bliver mødt med det argument, at samtykket er blevet trukket tilbage undervejs. Initiativet er sikkert vel ment, men juridisk er det ikke et holdbart bevis, siger Morten Bjerregaard.

Både Sex og Samfund og Morten Bjerregaard udtrykker bekymring for, at samtykket i appen vil svække folks opmærksomhed på, om samtykket fortsat er der, når akten går i gang.

- Det er vigtigt, at der fortsat er en opmærksomhed på, at det samtykke, der kan blive trukket tilbage undervejs, ikke bliver svækket, fordi der er givet samtykke gennem en app, understreger Morten Bjerregaard.

- Jeg tvivler dog på, at appen kommer til at vinde stort indpas. For vejen til sex vil være akavet, og derfor ser jeg ikke, at den kommer til at ændre det helt store.

Den nye app har også vakt opsigt på Christiansborg. Blandt andet hos De Radikales retsordfører, Kristian Heegaard, der på Twitter kalder den en 'skandaløs misforståelse' af loven.