Kritik: Politiet gør alt for lidt for at stoppe tricktyverier mod ældre

Politiet gør alt for lidt for at stoppe de mange tyverier mod ældre i eget hjem. Det mener Ældresagen, der nu klager til Rigspolitichefen og Justitsministeren.

Politiet gør alt for lidt for at stoppe de mange tyverier mod ældre i eget hjem. Det mener Ældresagen, der nu klager til Rigspolitichefen og Justitsministeren.

I løbet af de sidste år er der nemlig sket en voldsom stigning i antallet af tricktyverier, hvor gerningsmændene snyder sig ind i de ældres hjem.

Tricktyverierne foregår oftest på den måde, at tyvene snyder sig ind i de ældres hjem ved at foregive, at de for eksempel er hjemmehjælpere eller en fra kommunen. Mens den ene distraherer offeret stjæler den anden tyv smykker og kontanter.

Utilfreds med politiets indsats

Ældresagen er langt fra tilfreds med politiets indsats mod tricktyverier.

- Jeg mener ikke at politiet gør nok for at få stoppet og opklaret de her tricktyverier, siger chefkonsulent i Ældre sagen Olav Feldbo.

Politiet har ellers haft tricktyverierne som indsatsområde det seneste år. Men der kunne sagtens gøres meget mere, mener Ældresagen.

- Man kunne godt via informationskampagner via at appellere til nabohjælp og en indsats hvor politiet rent faktisk kommer ud godt få opklaringsprocent væsentligt højere op, siger chefkonsulenten.

Klager til Justitsministeren og Rigspolitichefen

De sidste år er antallet af tricktyverier steget voldsomt. I 2005 blev der begået under 600 - alene i de tre første kvartaler i år ligger tallet over 1100.

- Vi har tænkt os at henvende os til Rigspolitichefen og Justitsministeren omkring det her problem, for der skal gøres noget nu, siger Olav Feldbo.

Han mener stigningen i tricktyverier mod ældre er meget alvorlig, for tyvene stjæler ikke kun værdigenstande fra de ældre, de tager også deres tillid fra dem.

- De ældre, der bliver udsat for tyverier bliver mistænksomme overfor alle, fordi de ikke længere føler, de kan stole på nogen. De isolerer sig og holde sig mere for sig selv, siger Olav Feldbo.

Politiet beklager kritikken

Hos Rigspolitiet siger politiinspektør Jørn Kjer, at han er oprigtigt ked af kritikken, ikke mindst fordi tricktyverierne har været et indsatsområde i år. Men vi har desværre svære betingelser, når vi skal opklare de her tyverier, siger Jørn Kjer:

- Ofte er der meget sparsomme signalementer, det er tit svært at finde vidner, og nogle gange opdager de ældre det simpelthen ikke før lang tid efter, så det er sager, hvor vi har nogle vanskelige forhold.