Kritik: Turen forbi egen læge afholder pædofile fra at søge hjælp

Det skal være nemmere at få hjælp som pædofil, mener ordførere og psykolog.

Bryd Cirklen er en anonym telefonrådgivningstjeneste under Sexologisk Klinik i Region Hovedstaden Psykiatri. Rådgivningen har åbent for telefonerne to timer to dage om ugen. Foto: DR.

Det skal være nemmere for personer med seksuelle fantasier om børn at få anonym hjælp, mener flere af regeringens støttepartier og eksperter.

I dag kan pædofile henvende sig til Bryd Cirklen, der er en anonym telefonrådgivning, men hvis de vil i et egentligt behandlingsforløb, skal de forbi deres praktiserende læge og have en henvisning.

Og det afholder mange fra at opsøge hjælpen, mener Bryd Cirklen, som er en anonym telefonrådgivning under Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København.

Læger og psykologer tilknyttet rådgivningslinjen oplever nemlig, at kun en tredjedel af dem, der ringer, ender i behandling, forklarer Susanne Bengtson, der er psykolog og seniorforsker på Sexologisk Klinik.

- Vi ved, at en af årsagerne til, at nogle dropper ud og ikke kommer i behandling, er, at de ikke har lyst til at gå til egen læge og fortælle om, at de har de her bekymrende tanker om børn, siger Susanne Bengtson.

Færre end hver anden kommer i behandling

Hun fortæller, at mellem 60 og 70 mennesker hvert år henvender sig til Bryd Cirklen, fordi de er bekymret for de tanker, de har om børn og er bange for, om de er pædofile.

- Problemet er, at kun 20-30 af de mennesker ender med at komme i et behandlingsforløb, siger Susanne Bengtson.

Frygten for hvad andre tænker fylder nemlig så meget, at menneskerne med pædofile tanker ofte holder sig helt væk.

- De er bange for, hvad lægen tænker, og de er bange for, hvilke reaktioner det sætter i gang i det offentlige system, at man har de her tanker. Så undlader de faktisk at komme i behandling på det grundlag, siger Susanne Bengtson.

Hos Bryd Cirklen er rådgivningen anonym over telefonen, og den behandler, der tager telefonen, spørger ikke, hvem du er.

Heller ikke selvom de ikke har gjort noget kriminelt. Faktisk ringer de fleste ind med deres bekymringer om deres seksuelle fantasier og tanker om børn.

Ordfører: Barrierer for behandling skal væk

Den forrige regering afsatte sammen med Dansk Folkeparti fem millioner kroner til at undersøge de nuværende behandlingstilbud for pædofile.

Men står det til SF's psykiatriordfører, Trine Torp, så er der ingen tvivl om, at det skal være nemmere for pædofile at opsøge hjælp uden om egen læge.

- Jeg synes, vi skal fjerne alle de barrierer, der overhovedet måtte være, for at mennesker med de her tanker kan søge hjælp, siger Trine Torp og tilføjer:

- Det er jo den allermest forbyggende indsats, vi kan lave.

Og Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, er enig i, at det skal være nemmere at være anonym, hvis det får flere til at komme i behandling for pædofile tanker.

- Det skal selvfølgelig være sådan, at man stadig kan henvises hos egen læge, men hvis det giver god mening, og vi sikrer, at en større del bliver henvist til behandling ved, at man kan springe det led over, så er vi fuldstændig åbne over for at se på det, siger Peder Hvelplund.