Kritikken hagler ned over forlag og forfatter til ny serie om Kim Walls død

Eksperter i presseetik undrer sig over udgivelsestidspunkt for bogserie.

Den svenske journalist Kim Wall døde om bord på Peter Madsens ubåd "UC3 Nautilus" i august. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I de kommende uger kan alle, der måtte have interesse for det, følge journalist og forfatter Thomas Djursings undersøgelse af den svenske journalist Kim Walls død på en ubåd.

Fortællingen er nedfældet i serien 'Ubådsmysteriet', som Saxo.com udgav første afsnit af i går. Yderligere tre afsnit af serien ligger klar til udgivelse i de kommende tre uger, ligesom der er planer om at udgive yderligere afsnit på sigt. Første afsnit koster 39 kroner.

Thomas Djursing arbejder på Fagbladet Ingeniøren og har i den forbindelse fulgt Peter Madsen i adskillige år og skrevet op mod 150 artikler om hans arbejde, ligesom han er forfatter til biografien 'Raket-Madsen', der udkom i 2014.

Serien udkommer på et tidspunkt, hvor politiets efterforskning endnu er undervejs, og før der er taget hul på retssagen mod den tiltalte i sagen, ubådsindehaver og opfinder Peter Madsen.

Det er faldet en alenlang række danskere for brystet.

På Saxo.coms side på Facebook kritiserer de både forfatter og forlag for at udgive historien alt for tidligt, for at mangle situationsfornemmelse og moralsk kompas, og for at prioritere profit frem for at vise hensyn til Kim Walls pårørende.

Her er, hvad nogle af dem skriver:

Eksperter i presseetik vurderer, at serien bliver markedsført og solgt på et usædvanligt tidligt tidspunkt, som ligger meget tæt på drabssagen mod Peter Madsen.

Mediejurist og chef for forskning og viden ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg påpeger, at der kan komme nye oplysninger frem, så længe politiets efterforskning er i gang.

Derfor er det ikke sikkert, at serien vil tegne det korrekte billede, når man ser tilbage på den om nogle år.

- Derudover kan der være en problematik i forhold til de følelsesmæssige aspekter og det ubehag, som navnlig dem, der var tæt på ofret for forbrydelsen, kan føle ved, at sagen bliver behandlet, bearbejdet og måske endda brugt kommercielt, lang tid inden retssagen er afsluttet, og der kan sættes et punktum, siger Vibeke Borberg.

- Skulle lave historien før nogle andre

Ph.d.studerende i presseetik ved Roskilde Universitet Maria Bendix Wittchen ser et helt grundlæggende problem i, at serien er bygget op og sælges som en underholdende fortælling.

Det kan nemlig få læserne til at glemme, at der er tale om virkelige hændelser med virkelige mennesker og ikke om en kriminalroman med fiktive karakterer.

- Det kan give rigtig god mening, at journalister dykker ned i retssager, hvis de har mistanke om, at der er sket fejl. Men i sagen med Kim Wall virker det ikke som om, at der er noget der peger på store mangler. Derfor lugter det af, at nogen har tænkt, at de skulle lave historien før nogle andre og lave nogle gode penge på den, siger hun.

Samtidig understreger Maria Bendix Wittchen, at det er vigtigt ikke at sprede rygter og spekulation om en verserende kriminalsag.

- Det kan ende med, at læserne sidder tilbage med forkerte oplysninger, halve sandheder og fortællinger, der er misforståede og forkerte. Man skal holde fast i, at det er virkelige personer, som ikke er krimikarakterer i et underholdningsunivers, siger hun.

Er det journalistik eller en form for fiktion?

Både Vibeke Borberg og Maria Bendix Wittchen finder, at det er svært at gennemskue, om serien er journalistik eller autofiktion, hvor fortæller og forfatter er én og samme person.

Det skel er afgørende i forhold til, om de presseetiske regler træder i kraft.

Det blev også diskuteret ved udgivelsen af amerikanske serier som ’Making a Murderer’ og ’Serial’ for et par år siden, hvor producenterne indgik personligt med deres overvejelser og tanker i dækningen af kriminalsagerne.

Allerede i første afsnit af 'Ubådsmysteriet' træder forfatteren Thomas Djursing også selv ind i fortællingen og beskriver, hvordan han i efterforskningens spæde start time for time blev fyldt med tvivl om, hvad der egentlig foregik på ubåden.

- Det virker som om, at han har mulighed for at spekulere en masse. Det prøver man at holde tilbage i den traditionelle presse, for så tegner man billeder af noget, vi reelt ikke ved, og former nogle historier i hovedet på folk, siger Maria Bendix Wittchen.

Stifter: Et mere komplet billede af virkeligheden

Stifter af Saxo.com Jørgen Balle Olesen medgiver, at der kan komme nye oplysninger frem, og at læserne ikke nødvendigvis får den fulde sandhed.

- Der er allerede en masse halve og hele sandheder, som løbende bliver udgivet, når man ser avisernes forsider. Dette format giver et mere komplet billede af virkeligheden. Men det er da korrekt, at vi først vil kende det endelige billede, når dommen engang er faldet, og når alle oplysninger er kommet frem, siger han.

Hos Saxo.com er vurderingen, at den løbende udgivelse af nye afsnit kan være med til at flette løse ender sammen for læserne, og at Thomas Djursing har et helt legitimt formål med at forsøge at skabe en form for systematik i et kaos af forskellige kilder, begivenheder og forklaringer.

Jørgen Balle Olesen ser heller ikke noget problem i at blande fakta med Thomas Djursings egne subjektive fortolkninger.

- Bogen som medie kan noget, som artikler om sagen slet ikke kan. De giver de blodige overskrifter, mens Thomas Djursing beskriver baggrunden, motiverne og sammenhængene, og sådan et format egner sig rigtig godt til at få en dybere forståelse og til at give et større billede af sandheden - hvis man overhovedet når frem til den, siger han.

Han fortæller, at Saxo.com ikke har været i kontakt med Kim Walls pårørende for at varsle dem om udgivelsen, og at der heller ikke er planer om at kontakte dem nu.

- Jeg må tro på, at en så nøjagtig og klar beskrivelse som muligt af hele forløbet kan bringe ro på længere sigt for alle. Det mener vi, at dette projekt i højere grad kan bidrage til, end fragmentariske overskrifter og korte tv-interviews kan.

Forfatter: Det er journalistik

Forfatteren bag bogen understreger selv, at der er tale om et journalistisk værk - ikke en kriminalroman eller underholdning - selv om serien udkommer på et forlag.

Han er dog ikke blind for, hvis nogen alligevel vil være af den opfattelse.

- I den fortællende journalistisk bruger man de samme narrative greb, som man gør i kriminalfortællinger og spændingsromaner. Det er en måde at gøre det skrevne nærværende, siger Thomas Djursing, der er en anelse overrasket over den ret hårde kritik, som bogprojektet har fået:

- Jeg havde forventet en kraftig reaktion på projektet, men den har nok været mere ensidigt negativ, end jeg havde håbet på.

Han fortæller, at respekten for Kim Walls pårørende har været helt afgørende i arbejdet med serien.

- Man kunne godt have valgt at overlade dagsordenen til hurtige nyhedsmedier, men her har vi mulighed for at sætte begivenhederne i system og forstå dem. Det har jeg selv haft behov for, og det tror jeg også, at de pårørende har, for at få sagen afsluttet, siger Thomas Djursing.

Han mener ikke, at det havde været bedre at vente med at udgive serien til efter retssagen.

- Der er historier, som det giver bedre mening at skrive, mens vi står midt i dem og kan føle dem. Jeg håber, at det vil blive opfattet som en form for fortællende journalistik, som kan være med til at gøre, at vi bedre forstår de begivenheder, vi står i, siger han.

Samtidig understreger Thomas Djursing, at han har videregivet alle potentielt interessante oplysninger, som han er stødt på, til politiet.

- Der har også været tilfælde, hvor jeg har interviewet vidner og kunnet mærke, at de ikke kunne overskue at tale med både mig og politiet. Der har jeg med det samme sagt, at så er det ikke mig, de skal tale med, men derimod politiet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter