Kritiseres for at hjælpe pædofile: Danske erhvervsgiganter dropper Youtube-reklamer

Youtube er kommet i stormvejr efter det er kommet frem, at pædofile misbruger uskyldige videoer med børn.

Det er algoritmer, der bestemmer, hvilke videoer annoncørernes reklamer ender på. Men Spies vil slet ikke risikere at ende på videoer, der misbruges af pædofile.

Det er slut med reklamer på Youtube, før platformen kommer med en garanti for, at pædofile ikke har frit spil på hjemmesiden.

Sådan lyder det fra nu fra både Coop, Yousee og rejsebureauet Spies Rejser, som alle sætter deres reklamevirksomhed på Youtube på pause.

- Det er uacceptabelt for en virksomhed som vores at kunne blive forbundet med noget som helst i nærheden af pædofili. Så derfor har vi besluttet at stoppe annonceringen på Youtube indtil de har fået løst det her problem, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.

Også Spies Rejser vil have en garanti fra platformen, siger Lisbeth Nedergaard, som er kommunikationschef i Spies Rejser.

- Vi er nødt til at have en garanti fra Youtube om, at der ikke kan laves forbindelse mellem vores annoncering, og hvad det end har måttet være, der har gjort det populært i pædofilikredse.

Dermed slutter de danske virksomheder sig til både McDonald's, Nestlé og Epic Games, der også har trukket sig fra platformen ifølge Politiken.

Det sker efter det i denne uge blev afsløret, at nogle af de uskyldige videoer, som private deler på hjemmesiden, bliver udnyttet af pædofile.

Youtube 'knokler benhårdt'

Afsløringerne af, hvordan Youtube udnyttes af pædofile, har fået Youtube til at lukke 400 kanaler, og samtidig har virksomheden deaktiveret kommentar-funktionen på millioner af videoer.

Jesper Vangkilde er den danske kommunikationschef for Google, der ejer Youtube.

Han er rystet over omfanget af misbruget.

- Det er fuldstændig afskyeligt at være vidne til og at udnytte børn på den måde er fuldstændig lodret imod, hvad Youtube står for.

Han forklarer, at Youtube allerede nu sorterer millioner af videoer fra årligt og har mange mennesker ansat til at komme misbrug af videoerne til livs.

- Vi knokler benhårdt for at begrænse eller helt udrydde sådan nogle ting her, men hvor der er mange mennesker, er der også mange med dårlige hensigter, siger han og tilføjer, at han håber, at annoncørerne vil vende tilbage, når sagen er løst.

Kræver garanti

Jesper Vangkilde fortæller desuden, at Youtube også samarbejder med myndighederne om at politianmelde de pædofile, der bruger tjenesten.

Nogle af de videoer, der bliver set og udnyttet af pædofile, har ligget på Youtube i flere år, og Jesper Vangkilde erkender, at Youtube kunne have gjort mere.

Men den erkendelse er ikke nok til at få Spies Rejser til at annoncere på hjemmesiden igen.

- Det er jo desværre sådan, internettet har udviklet sig, og det er svært at give garantier for, men Youtube som udbyder må kunne give en garanti for at det ikke sker igen, siger rejsebureauets kommunikationschef Lisbeth Nedergaard.

Det er en video fra Youtube-brugeren Matt Wattson, der har fået videodelingstjenesten til at reagere.

Facebook
Twitter