Kritiske bosætter-reklamer fjernes fra busserne - men bryster kan blive hængende

En næsten enig Movia-bestyrelse beslutter at fjerne Israel-kritisk reklame fra busserne. Reklamer for plastikbryster kan fortsat hænge.

"Vores samvittighed er ren," står der i annoncen, der nu tages ned af Movia. Annoncen opfordrer til at boykotte produkter fra israelske bosættelser.

Den ni mand høje politiske bestyrelse i Danmarks største trafikselskab, Movia, valgte torsdag at fjerne Israel-kritiske reklamer, der i nogle dage havde prydet siden på sjællandske busser.

Reklamen var indrykket af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening og opfordrer til boykot af bosættelser på Vestbredden.

En gennemgang af stemmerne i bestyrelsen viser, at kun én stemte imod, mens otte politikere var enige om, at et sådan budskab ikke hører hjemme på en bus i København.

- Den resterende del af bestyrelsen mente, at den her reklame var stødende. Et synspunkt, som jeg har svært ved at sætte mig ind i, siger Jens Mandrup (SF), udpeget af Region Hovedstaden.

- Aggressive annoncer

Niels Bjerrum (S) var blandt de otte, der stemte for at pille reklamerne af busserne. De er stødende, mener han:

- Det gjorde jeg, fordi rigtigt mange mennesker bliver stødt over den. Vi oplever, at mennesker synes, det er ubehageligt at bruge vores busser, når de kører rundt med sådan et budskab. Og Movia skal ikke være sådan en platform. En dialog om en konflikt så mange tusind kilomenter væk fra København skal Movia ikke være part i, siger Niels Bjerrum, Københavns Kommunes repræsentant i bestyrelsen.

Han bakkes op af Knud Larsen (V), ligeledes bestyrelsesmedlem - og borgmester i Vordingborg:

- Jeg mener, Movias primære opgave er at være trafikselskab. Når jeg vurderer de reaktioner, vi har fået på baggrund af de aggressive annoncer, så mener jeg ikke, det er vores opgave at støde passagererne, siger han.

Busbrysterne

Movia kritiseres ikke mindst for i juni sidste år at have godkendt fortsat at plastre busserne til med et sæt velformede bryster, der reklamerer for plastikkirurgi hos Privatklinikken Nygart.

- Man censurerer et indhold, der er fuldt på linje med dansk og EU-politik, fordi man finder det stødende. I flere måneder har man haft plastikbryster på busserne, uden man har fundet det stødende. Det her lægger op til en meget principiel debat om ytringsfriheden, som ministeren bør forholde sig til, siger SF's medieordfører, Özlem Cekic.

Hun er chokeret over beslutningen og har straks kaldt kulturminister Marianne Jelved (R) i samråd.

- Hun skal først og fremmest redegøre for, hvordan det her kunne ske, siger Cekic.

Da bestyrelsen i juni stemte om, hvorvidt der fortsat skulle være busbryster på de københavnske busser, mente to medlemmer, at de skulle pilles af - de resterende syv stemte for at lade dem hænge.

- Der havde vi også en stor diskussion, og der var vi nogle stykker, der var på nippet til at sige: fjern det. Det spændende ved at bo i Danmark er, at der går man til grænsen. Men jeg mener ikke, det er Movias primære opgave at lægge op til så stærke holdninger, at det skal støde kunderne. Det er rigtigt, vi ikke fjernede brysterne, men det var også en dum annonce, siger Knud Larsen.

Niels Bjerrum (S) havde stemt nej til bryster på busserne, hvis han havde siddet i bestyrelsen dengang, fortæller han.

(© Nygart Privathospital)

- Jeg synes, det er problematisk, når vi via reklamer på busserne støder en hel masse mennesker fra os, siger han.

Ytringsfriheden

De ni politikere i Movias bestyrelse anklages for at knægte den i Danmark så lovpriste ytringsfrihed.

- Den kollektive trafik skal ikke lægge op til splid og spektakel. Selv om jeg kan bebrejdes, at ytringsfriheden kan angribes, så har jeg valgt, at hvad angår reklamens indhold og budskab, der bryder jeg mig ikke om, at Movia skal være bærer af en sådan annonce, siger Knud Larsen.

Jens Mandrup (SF) mener slet ikke, at argumentet er vægtigt nok til at begrænse ytringsfriheden:

- Jeg mener ikke, at Movia specifikt skal blande sig i, om man synes om eller ikke synes om en reklame. Og så synes jeg i bund og grund, at det har et ytringsfrihedsmæssigt problem. Vi skal simpelthen ikke blande os i den slags ting, siger SF'eren.

Facebook
Twitter