Kronprins Frederik er blevet opereret for diskusprolaps

Kongehuset forventer, at kronprinsens officielle aktiviteter i de næste par uger bliver aflyst.

Inden Royal Run i maj, fortalte kronprinsen, at han har problemer med ryggen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kronprins Frederik blev i går opereret for en diskusprolaps på Rigshospitalet.

Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

Operationen forløb ifølge kongehuset som planlagt, og kronprins Frederik har det efter omstændighederne godt og er blevet udskrevet her til morgen.

Kronprinsen står nu over for et genoptræningsforløb og forventes at aflyse alle officielle aktiviteter i de næste par uger, lyder det i pressemeddelelsen.

Kronprinsparret skulle ellers have deltaget i aktiviteter i forbindelse med flagdag for Danmarks udsendte på onsdag. Derudover skulle kronprinsen have overværet et mesterskab i sejlads, deltaget i Kongefugleskydning samt været på et erhvervsbesøg i Finland, fremgår det af Kongehusets kalender.

Smertefuld omgang

I foråret fortalte kronprins Frederik, at han havde problemer med ryggen, og at der derfor ikke kunne forventes rekorder fra hans side, da han markerede sin 50 års-fødselsdag med Royal Run.

- Jeg har døjet med nogle rygproblemer i den seneste tid, som gør, at jeg ikke kan løbe, som jeg gerne ville, lød det fra kronprinsen i maj.

Ifølge DR's sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling kan det være et ganske smertefuldt forløb, når symptomerne på diskusprolaps viser sig.

- Det har ikke været sjovt. Det må have gjort ondt, og den må have stået på smertestillende medicin i en periode. Men kronprinsen er en sej fyr, siger han.

En diskusprolaps kan enten skyldes, at diskus bliver slidt med alderen, eller fordi man laver en handling, der gør den svag.

De færreste bliver opereret

Ifølge Peter Qvortrup Geisling er det sjældent, at det ender med en operation.

Ni ud af ti, der får en diskusprolaps, plejer at kunne klare det med nogle særlige øvelser og træne det væk.

- Der kan være to årsager til, at man vælger at operere. Enten fordi lægerne har konstateret, at de øvelser, man har forsøgt sig med, ikke virker på den lange bane. Eller man akut har opereret, fordi nerverne har været voldsomt pressede. Det foregår enten ved en åben operation eller en kikkertoperation i fuld bedøvelse, forklarer han.

I den næste tid er det altafgørende, at kronprinsen får genoptrænet ryggen.

- Det er det, der vil trække operationsresultatet i den rigtige retning og sørge for, at det ikke sker igen, siger sundhedskorrespondenten.

Facebook
Twitter