Kronprins Frederik vil være ironman

Søndag skal kronprins Frederik svømme 3,8 kilometer, cykle 180 kilometer og afslutte dagen med et maraton.

Kronprinsen skal deltage i en ironman på søndag, her ses han til matchrace ved Middelfart. (Foto: © DR, DR)

Kronprins Frederik skal søndag begive sig ud på en opgave, der ikke er for tøsedrenge- eller piger, når han skal deltage i KMD Ironman Copenhagen, oplyser Kongehuset.

Det indebærer en svømmetur på 3,8 kilometer, 180 kilometers cykling og et maratonløb som afslutning på dagen.

- Det er flot, at København som den eneste hovedstad i verden er vært for en ironman, og jeg ser frem til en stor og festlig sportsbegivenhed på søndag, siger kronprinsen.

Har gennemført halv ironman

Kronprinsen har tidligere gennemført en halv ironman i juni i år.

- Jeg glæder mig personligt til at konkurrere med de 2600 andre deltagere - det bliver en helt særlig udfordring, siger kronprinsen.

For at kunne kalde sig ironman skal man igennem de tre klassiske triatlon-discipliner svømning, cykling og løb.

Første disciplin er svømning, der søndag finder sted ved lagunen ved Amager Strandpark, hvor deltagerne svømmer 3,8 kilometer.

Løb langs havnefronten

Dernæst følger 180 kilometers cykling i nordsjællandske omgivelser, mens sidste disciplin består af maratondistancen på 42,2 kilometers løb på havnefronten i København.

I KMD Ironman Copenhagen 2013 indgår deltagere fra over 40 nationer i et triatlon, der som det eneste af sin slags afholdes i en hovedstad.

/ritzau/