Kronprinsen besøger katastroferamt by i Japan igen: De har rejst sig fra sorgen

Kronprins Frederik er rejst tilbage den japanske by Hihashi-Matsushima, der nærmest blev jævnet med jorden i 2011.

Kronprins Frederik har genbesøgt den japanske kystby Hihashi-Matsushima, som han sidst stod i for seks år siden.

I 2011 blev 65 procent af den nærmest jævnet med jorden, efter at et voldsomt jordskælv havde udløst en tsunami, der skyllede ind over byen og slugte over halvdelen af byens hjem og flere end 1.800 menneskeliv.

- Første gang jeg var her, var der meget kontrolleret indgang til området. Det var lukket af for folk, der ikke havde noget at gøre her, siger kronprins Frederik.

Da kronprinsen i sidste uge besøgte byen, var det ikke synet af kontrollerede indgange, død og ødelæggelse, der mødte ham. Det var synet af glade elever fra den skole, han også besøgte i 2011.

Kæmpe mand med le

Under besøget fik han også mulighed for at snakke med nogle af de elever, som han mødte efter katastrofen. Og ligesom byen har rejst sig, så er de unge ifølge kronprinsen også kommet godt videre.

- Det er klart, at man skal videre. Man kan ikke blive i den her enorme sorg og tragedie, som det var dengang, siger han.

Men oplevelsen i 2011 har gjort dybt indtryk på kronprinsen. Han rejste til byen tre måneder efter naturkatastrofen for at vise sympati med ofrene og for at være med til overlevere donationer fra den danske stat og fra danske virksomheder, som skulle hjælpe genopbygningsarbejdet på vej.

- Det var en synlig tragedie. Det var som om, der havde været en kæmpe mand med en le, der havde fjernet det meste af hele byen, siger kronprins Frederik og fortsætter:

- Blandt andet var en skole blevet ramt, og der var børn, der havde mistet både én og to forældre og var blevet decideret forældreløse. Det er klart, at det gør et kæmpe indtryk.

I videoen her kan du se, hvordan det så ud, sidst kronprins Frederik besøgte Higashi-Matsushima.

- Mennesket er stærkt

Det er en oplevelse, han har delt med sine børn, for ifølge kronprinsen må man aldrig glemme, at naturen har overhånden, hvis den gerne vil.

- Tvillingerne var for små til at forstå det dengang, men jeg fortalte det til de to største. Jeg fortalte dem om, hvor hårdt det kan gå til, og at nogle steder i verden lever man på naturens nåde på en anden måde, end man gør i Danmark, siger han.

Men i en katastrofesituation - og særligt efter en katastrofe - kommer den menneskelige natur også til udtryk, og det er også noget, som kronprinsen tager med sig.

- Mennesket er stærkt, når det kommer til stykket. Her har de rejst sig fra den sorg, de har haft med sig og oplevet enten direkte eller indirekte, siger han og fortsætter:

- Det er meget flot at se sådan en kultur her, som er på vej videre og vil videre.

Kronprinsen besøgte Higashi-Matsushima i forbindelse med et erhvervsfremstød i Japan. DR fulgte med kronsprins Frederik og kronprinsesse Mary på turen. Se mere, når DR1 sender 'Kronprinsparret i Japan' klokken 20:45 i aften.