Kronprinsen løb i spidsen i Esbjerg: Det hurtigste jeg har løbet i dag

Ingen overhalede kronprinsen, da han løb tredje etape af Royal Run sammen med veteraner og aktive soldater.

Man kan tale om en kronprins Frederik før og efter Pingo.

Det var det kælenavn, han fik, da han i 1995 gennemførte den ekstremt hårde og svære frømandsuddannelse. Før var det en kronprins, der mere tvivlede på sig selv, og som havde svært ved at forlige sig med sin fremtid som konge. Efter var det en kronprins, der havde fået mere selvtillid og turde tro på sig selv.

Derfor var det en stolt kronprins, der havde skiftet den blå løbetrøje ud og mødte op til tredje etape af det store event-løb Royal Run i Esbjerg iklædt en militærgrøn T-shirt med "Frømandskorpset" stående over brystet.

I Esbjerg skulle kronprinsen løbe sammen med 330 soldater-veteraner og aktive soldater fra tre af de danske militærværn.

Løber i uniform

Og de var i delvis uniform og iklædt militærbukser og store sorte støvler.

- Det er varmt, meget varmt, men vi går jo i den til hverdag, så det er jo lige meget, om det regner eller er 27 grader, fortæller Annette Clemmesen, der er konstabel i Hærens Efterretningscenter, og som skal løbe med sammen med kronprinsen.

Annette Clemmesen skulle løbe to gange. Både med sin datter og med kronprinsen. (© dr)

Gennem hele løbet løb kronprinsen i spidsen, mens alle soldaterne holdt sig bag ham - af respekt. Blandt dem René Lenskjold, der er premierløjtnant i Oksbøllejren, og som har været både på sergentskole og løjtnantskole med kronprinsen.

- Det er en god gestus, at han løber med. Det er super og specielt, siger René Lenskjold, der ikke kun havde sin datter med, men også 60-70 værnepligtige fra lejren, som dermed fik sig en velfortjent pause fra de daglige pligter på kasernen.

- Vi løber med kronprinsen, fordi noget er værd at løbe for, stod der på veteranernes T-shirts.

Svedig og tilfreds kronprins

Det var en tilfreds - og lidt svedig kronprins, som DR mødte efter løbet.

- Det var det hurtigste, jeg har løbet i dag af de tre løb. Men det er klart, for jeg var motiveret af soldater, både veteraner og tjenestegørende, der stillede op i uniform, sagde kronprinsen.

- Det er en stor ære, at vi fik lov at starte separat foran de andre hold. Det tog sig rigtig godt ud med soldater i næsten samme uniform, det er dejligt, sagde kronprins Frederik.

Halvvejs igennem dagen gjorde kronprinsen status.

- Det her er noget, jeg har glædet mig til i næsten et år. Vi drømte om det her vejr og de her omgivelser og de her glade mennesker. Det er enestående, og det gør mig virkelig, virkelig glad.

Verdens største løb

Royal Run har over 70.000 tilmeldte og har dermed opnået at komme i top-8 over de største motionsløb i verden. Ifølge tv2.dk er milen, der skal løbes i København, nu den største i verden på antal tilmeldte, mens 10 kilometerløbet også i hovedstaden er det største løb med 10 kilometer i Danmark nogensinde. Her er 26.273 løbere tilmeldt.

- Det betyder meget for mig personligt, men det betyder også, at vi har fået rigtig mange gode mennesker ud at løbe, og folk, som tvivlede lidt på sig selv, men tog en en 1,6’er - og der er mange, der har løbet deres første 10 kilometer. Det er supergodt. Sådan skal det være, lød det fra kronprinsen.

Turen går nu videre til Odense, hvor kronprinsen skal løbe sin sidste mil. Her får han selskab af en masse OL-veteraner og -atleter, som han skal løbe sammen med.

Desuden skal kronprinsesse Mary løbe for anden gang i dag. Tidligere i dag løb hun en mil sammen med sine fire børn, men denne gang skal hun løbe 10 kilometer.

Facebook
Twitter