Kronprinsen om Victoria: Jeg føler mig som en halvbror for hende

De to kommende regenter er tæt knyttede af deres fælles skæbne.

Det danske kronprinspar har netop været i Sverige på et erhvervsfremstød. (Foto: 10090 Claudio Bresciani/TT © Scanpix)

I tæt parløb med den svenske kronprinsesse Victoria og hendes mand prins Daniel var det danske kronprinspar i denne uge på dansk erhvervsfremstød i Stockholm.

Og selv om programmet var tætpakket, var det også to kronprinspar, der nød hinandens selskab.

Det fortæller kronprins Frederik i et interview med DR.

- Dels er vi forbundet slægtsmæssigt, men vi er i særdeleshed også gode venner. Det gør, at det er skønt og afslappende at gå side om side, siger kronprins Frederik i DR-programmet ’Frederik og Victoria – Et kongeligt venskab’, der sendes kl. 20.30 i aften på DR1.

- Det giver jo en helt anden ro for kronprinsesse Mary og mig, siger kronprinsen.

- Jeg vil hjælpe hende alt det jeg kan

Både kronprins Frederik og kronprinsesse Victoria har siden de var børn vidst, at de skulle være henholdsvis konge af Danmark og dronning af Sverige, og det har bundet dem tæt sammen.

- Jeg føler mig faktisk som en halvbror for hende engang imellem. Jeg vil selvfølgelig hjælpe hende, alt det jeg kan, siger kronprinsen.

- Hun er relativt nygift med en ny familie. Og det glæder mig så meget desto mere at se hende blomstre og være så tæt på lykkelig, som man kan være nu, når man er mor til to børn, gift og ser en helt anden tilværelse.

Herunder ses en af de mere kendte af kronprins Frederiks og kronprinsesse Victorias fælles optrædener under åbningen af Øresundsbroen i 1999.

Der er næsten ti år mellem kronprins Frederik og den svenske kronprinsesse, men venskabet er tæt, og lighederne er mange. De står begge over for at overtage tronen fra forældrene.

Og begge har de ikke altid haft let ved rampelyset og udsigten til en dag være sit lands regent. Begge har følt presset.

I 1997 blev kronprinsessen ramt af anoreksi. Sygdomsforløbet var meget offentligt, og billeder af en afpillet kronprinsesse fyldte forsiderne.

- Min sygdom skyldtes personlige problemer. Det var en stor indre konflikt. Men et eller andet sted er jeg glad for, at jeg fik sygdommen så tilpas tidligt, at jeg kunne komme gennem krisen, har Victoria udtalt tilbage i 2004.

Ugebladsdirektør på Aller, Anette Kokholm, mener, at de to kongelige har brugt hinanden meget som støtte.

- Det er helt tydeligt, at der har været noget begge steder, som har været rigtig svært, siger hun.

- Jeg tror, det betyder rigtig meget. Jeg tror virkelig, de har kunnet bruge hinanden i situationer, hvor de har været i tvivl, og hvor de har været usikre.

Store familiemennesker

Ud over at kronprinsesse Victoria og kronprins Frederik deler samme skæbne, så mener den svenske kongehusekspert Roger Lundgren også, at de to kongelige har mange af de samme interesser som idræt, miljø, arbejde og ikke mindst familielivet.

Da prins Christian blev døbt, var kronprinsesse Victoria blandt fadderne.

Da kronprinsesse Victoria og prins Daniels første søn prins Oscar blev døbt sidste år, var kronprins Frederik en af tre kongelige faddere.

- De er gudforældre til hinandens børn. Og de har et stort udbytte af hinanden, når de snakker om pligterne. Men at de synes om hinanden, det er meget tydeligt. Og det ser man også på Mary og prins Daniel, der har fundet hinanden, og det er jo sjovt, siger kongehuseksperten Roger Lundgren.

Også Anette Kokholm peger på familielivet som noget, der binder de to kongehuse sammen.

- Den måde de opdrager børnene på, den måde de foranker dem i det land, de bor i med almindelige børnehaver, almindelige skoler – det gør de ens.

Eksperterne beskriver både kronprinsesse Victoria og kronprins Frederik som afslappede forældre, men der var stor forskel på deres egne barndom.

Kronprins Frederik har fået en mere streng opdragelse, og barnepigen har fyldt meget i det danske kongehus, der betragtes som mere konservativt end det svenske.

Unge moderne regenter kan binde Norden sammen

Ikke kun i Danmark og Sverige står vi over for et kommende regentskifte. I Norge står 43-årige kronprins Haakon til at overtage tronen fra 80-årige Harald 5. Dermed er der altså en ny ung trio, der snart sidder på tronerne i Skandinavien.

- Og det er klart, at den nye generation har andre værdier. Den er mere moderne, end den ældre var, som var endnu mere moderne end den ældre igen før dem, siger Roger Lundgren og kommer med en advarsel:

- Jeg tror bestemt, at monarkierne kommer til at blive endnu mere folkelige. Men der er også en risiko. Man skal ikke blive alt for folkelige, for de kongelige må have deres distance. Man må ikke være for folkelig, siger han.

At tre yngre kongelige, der alle er tætte venner, står til at definere de nordiske monarkier, kan være med til at knytte de nordiske lande tættere sammen, mener både Anette Kokholm og Roger Lundgren.

- Jeg tror, de kan være en vigtig katalysator for, at vi nærmer os hinanden.

- Jeg tror, der bliver en stærk og moderne skandinavisk alliance på en speciel måde. For her er tre personer, der virkelig elsker at omgås hinanden. Ikke bare på grund af slægt, men fordi de er venner.

Også kronprinsen peger på de skandinaviske fællestræk.

- Synergien gør bare, at det føles meget lettere og fantastisk. Selvfølgelig er sproget heller ikke nogen hindring, og vores tankegang i Skandinavien og vores mindsets er meget på samme niveau, siger han.

Se DR-programmet ’Frederik og Victoria – Et kongeligt venskab’ i aften kl. 20.30 på DR1.