Kronprinsesse Mary har selv mærket ensomheden - nu forebygger hun den i gymnasiet

Falkonergårdens Gymnasium har deltaget i projektet Netwerk, der skal bekæmpe ensomhed.

Kronprinsesse Mary besøgte en 1.g-klasse på Falkonergårdens Gymnasium, der arbejder med projektet Netwerk. (© DR)

- Skal du hilse på Mary?

Sådan spørger en pige sin veninde. Ansigterne stråler på den store flok gymnasieelever, der afventer den danske kronprinsesse.

Mange er dukket op for at kigge, mens en gruppe udvalgte elever er heldige at få lov til at snakke med hende.

Kronprinsesse Mary er mødt op på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg i København for at evaluere projektet Netwerk. Mary Fonden søsatte projektet for tre år siden sammen med Ventilen, der er en social organisation, som driver tilbud for ensomme unge.

Netwerk har til formål at

forebygge
ensomhed blandt unge ved hjælp af konkrete
initiativer
som makkerskab og klasse-kontrakter.

Alvorligt problem

Siden begyndelsen i 2012 har 14.323 elever på 50 forskellige gymnasier deltaget i projektet, som er vigtigt for kronprinsessen. Det giver hun udtryk for på gymnasiet.

- Ensomhed er en af de stærkeste former for isolation. Man føler sig, som om man ikke hører til, og det er et stort og reelt problem, som har været overset, siger hun og begrunder sit engagement:

- Jeg har altid haft det svært ved at se mennesker stå alene, og når man er ensom, føler man sig helt alene.

Ensomhed er noget, som kronprinsesse Mary selv har oplevet, da hendes mor døde.

- Det var følelsen af at være helt alene i verden med min sorg, at jeg stod stille, mens alt og alle omkring mig fortsatte. Men det var

kortvarigt
. Det er den langvarige ensomhed, der er skadelig for vores helbred og vores
livskvalitet
, og det er den, vi skal sætte fokus på, siger hun.

- Ensomhed kræver, at vi taler om det, mener kronprinsesse Mary, der er protektor for Mary Fonden. Foto: DR

Ensomhed kan skade unges identitet

Mere end 60.000 unge mellem 16 og 29 år er ensomme i Danmark. Det konkluderer en analyse udarbejdet for Mary Fonden i

Region
Midtjylland af centeret CFK.

Det kan være skadeligt for unges identitet, hvis de går med længerevarende ensomhed. Det forklarer Mathias Lasgaard, der er lektor i psykologi ved Syddansk Universitet og en forskerne bag CFK's analyse.

- Føler man sig udenfor, er man tvunget til at finde ud af, hvem man er med sig selv, og der er risiko for, at man kan konkludere, at jeg er ham, de andre ikke vil være sammen med, siger han.

Han fortæller, at ensomhed ikke kun er, når man er alene, men at det også kan være i eksempelvis gymnasietiden, hvor du ellers er omgivet af naturlige fællesskaber.

Og det kan faktisk være en værre form for ensomhed end at sidde alene.

Eleverne evaluerer med Mary

Seks elever på Falkornergårdens Gymnasium er kaldt op på

rektors
kontor. Men i dag er det ikke af negative årsager. For efter kronprinsessen har bevæget sig igennem og givet hånd til den store flok af begejstrede elever, skal hun have elevernes evaluering af Netwerk.

Projektet har lagt nogle helt håndgribelige regler for, hvordan eleverne skal sidde, arbejde sammen og hjælpe hinanden. Derudover er der sat timer af til øvelser, der skal træne eleverne i at være opmærksomme på hinanden.

- Man føler sig meget alene i verden. Derfor er ensomhed også et stort, overset og skadeligt problem, vurderer kronprinsesse Mary. Foto: DR

- Projektet har gjort én mere vågen overfor, hvis andre er ensomme, og flere grupperinger er opløst, siger en pige fra 3.g.

- Det er dejligt at høre, siger kronprinsessen, der lytter koncentreret og spørger ind til de unge elever.

- Det at være omsorgsfuld og inkluderende over for andre er en meget vigtig kompetence at have med i livet, siger hun.

Skaber tryghed

Eleverne giver udtryk for, at projektet har fjernet den sociale usikkerhed, man kan have i gymnasiet, og gjort, at de alle sammen har lært hinanden at kende på trods af forskelligheder.

Flere elever rundt om bordet fortæller, at man ikke skulle bruge energi på sociale relationer, da de allerede var lagt fast ved regler.

- Det skaber helt klart mere tryghed i klassen, man tør sige mere, så det fremmer faktisk også indlæringen, siger en anden pige ved bordet.

Succesfuldt projekt

Projekt Netwerk virker til at have været en succes på Falkonergårdens Gymnasium, hvor alle eleverne til evalueringen med kronprinsessen ville anbefale det til andre.

På landsplan virker det også til at blive modtaget positivt. Selvom den officielle evaluering konkluderede, at der nogle steder var plads til forbedringer, viste Netwerks tilfredsundersøgelse i december 2014, at 85 procent af eleverne anbefaler projektet til nye årgange.