Kronprinsesse Mary - kvindeforkæmperen

PORTRÆT Kvinder og pigers rettigheder står højt på dagsordenen for kronprinsesse Mary, der i denne uge er protektor for den store konference om netop dette, Women Deliver.

Kronprinsesse Mary har været på flere rejser for at sætte fokus på kvinders rettigheder. Her fra hendes besøg i Afambo-distriktet i Etiopien, hvor hun besøgte Mille Maternity Hospital, der tager sig af gravide kvinder med komplikationer som følge af omskæring og en meget ung fødealder. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Vi ser hende til modeshow, til store gallafester, og vi ser hende åbne konferencer og begivenheder.

Vi ser hende på krisecenter i Ringsted, på hospitaler for omskårede kvinder i Etiopien, i en lerhytte på en måtte i Senegal. Vi ser hende i snak med den nybagte, nu udstødte mor i Burkina Faso - og vi ser hende på talerstolen i FN og til Kvindernes Internationale Kampdag i Vega midt i København.

Kronprinsesse Mary har flere mærkesager, men en af dem, der er nærmest hendes hjerte, er kampen for kvinder og pigers rettigheder.

Et emne, som hun har været dybt engageret i gennem flere år, og som i denne uge fører hende til Bella Center i København som protektor for den store konference Women Deliver, der har fokus på kvinder og pigers rettigheder og sundhed.

Vil være til stede og snakke med kvinderne

Hendes seneste udlandsrejse i april gik til Burkina Faso og kronprinsessen er ikke kun afsted for at mødes med pressen. Hun bruger lang tid på at tale med de berørte kvinder - én til én, uden mikrofoner og kameraer stukket op i ansigtet.

- Når jeg taler med de kvinder, er det meget vigtigt for mig at være til stede og virkelig høre deres historier, så jeg kan være i stand til at viderebringe og formidle deres historier til andre, som ikke har den mulighed at få et indblik i, hvad det vil sige at være kvinde i et land, som er plaget af fattigdom og ulighed, sagde kronprinsessen til DR.

De mange rejser er gået til blandt andet Mozambique, Etiopien, Marokko og Sydafrika.

Men det er ikke kun fattige kvinder og piger i Afrika og Asien, der får hendes opmærksomhed.

Kronprinsesse Mary på opgave for Mødrehjælpen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Også fokus på danske kvinder

Gennem hendes fond, Mary Fonden, har hun sat fokus på vold i hjemmet, der hvert år rammer 33.000 danske kvinder.

Som protektor for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre besøgte hun sidste år en kvindecenter i Ringsted.

Og i marts gik turen til et krisecenter i Odense, hvor hun så, hvordan initiativet "Råd til livet" bliver ført ud i virkeligheden. "Råd til livet" tilbyder de voldsramte kvinder gratis økonomisk, juridisk og social rådgivning.

- Jeg er meget imponeret over alle de kvinder, der står frem og fortæller om den svære situation, de har været og er i. De er stærke og modige, og det vil jeg gerne takke dem for. De er med til at nedbryde tabuet om vold i hjemmet. Det er noget, vi er nødt til at italesætte. Vi er nødt til at nedbryde den tavshed, sagde kronprinsessen under besøget til TV2 Fyn.

I Burkina Faso april 2016 (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Vil involveres endnu mere

Selv om kronprinsesse Mary synes, det er svært at se sig selv som en rollemodel, er hun glad for at kunne bruge sin titel som kronprinsesse til at sætte fokus på kvinder og pigers rettigheder:

- Det betyder rigtig meget for mig. Det har været en lang, spændende og udfordrende rejse. Og jo mere nuanceret det bliver, og jo dybere jeg kommer ned, jo mere har jeg lyst til at blive involveret og gøre hvad jeg kan for at blive en af de stemmer og aktører, der virkelig er med til at gøre en forskel og skabe en verden, hvor kvinder og piger har lige muligheder og frihed til at vælge det liv, de gerne vil have, sagde kronprinsesse Mary på rejsen til Burkina Faso.

Det stærke engagement i de store humanitære emner som kvinder og pigers rettigheder kommer dog ikke ud af den blå luft - allerede som barn gik hun meget op i retfærdighed.

- Fra barnsben har jeg altid haft en stærk retfærdighedssans, og der er jo mange uretfærdigheder i verden, har kronprinsessen forklaret til Berlingske.

(Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Fagligheden skal være i orden

For kronprinsesse Mary er det tredje Women Deliver-konference, hun deltager i. Hendes program er spækket med opgaver konferencens fire dage fra tidlig morgen til aften.

Og hun dukker ikke op til så meget som en åbning eller et møde uden at være grundigt forberedt, og hun mener da heller ikke, at hun er kommet sovende til de mange invitationer og opgaver.

- Fagligheden skal være i orden for at blive inviteret til særlige begivenheder, tale ved konferencer, være en del af en taskforce og møde særlige mennesker eksempelvis. Ellers får du en anden type invitationer, og jeg vil ikke have det godt med at stå i spidsen for noget, medmindre jeg har en dyb og bred viden om den pågældende problemstilling, har kronprinsesse Mary sagt til Berlingske.

Vi slutter af med et citat fra chefen for et af kronprinsessens protektorater, FNs Befolkningsfond, Babatunde Osotimehin:

- Kronprinsessens indsats er meget vigtig. Hun er en fremragende fortaler, og det, hun gør, er, at hun breder budskabet ud til et større publikum og forklarer, at det her er en vigtig dagsorden, hvis vi vil gøre verden til et fredeligt sted. Folk lytter ikke bare, fordi hun er kronprinsesse, men også fordi hun er meget engageret.

(Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)
  • Blå bog:

  • Hendes Kongelige Højhed kronprinsesse Mary

  • Født Mary Elizabeth Donaldson 5. februar 1972 i Tasmanien, Australien.

  • Uddannet med en bachelor i handel og jura fra University of Tasmania og har et certifikat for reklamevirksomhed og markedsføring.

  • Gift med kronprins Frederik 14. maj 2004 i Vor Frue Kirke i København og blev kronprinsesse af Danmark.

  • Bor på Amalienborg Slot med sin mand og parrets fire børn: prins Christian (2005), prinsessse Isabella (2007) samt tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine (2011).

  • Stiftede i 2007 Mary Fonden, der har til formål at bekæmpe social isolation.

  • Protektor for adskillige organisationer, begivenheder og foreninger, herunder Dansk Flygtningehjælp, Mødrehjælpen, Hjerteforeningen, Julemærkehjemmene og Landsforeningen SIND.

Facebook
Twitter