Kronprinsesse Mary løb 10 kilometer: Jeg løb over evne

På 53 minutter og 10 sekunder klarede kronprinsesse Mary at løbe 10 kilometer på Royal Run.

- Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå, for jeg er mere en hyggeløber end en langdistanceløber.

Sådan lød det fra kronprinsesse Mary kort før starten på sit 10 kilometerløb til Royal Run i Odense.

Men det gik - eller løb - rigtig flot for den danske kronprinsesse, som kom i mål efter 53 minutter og 10 sekunder. Målet var ifølge hende selv at komme i mål efter cirka 50 minutter.

Til at hjælpe sig undervejs havde hun tre såkaldte pacere, der skulle hjælpe hende til at holde tempo under hele løbet.

Blev båret rundt af folk

Hun spurtede de sidste meter i mål, og selv om hun så træt ud, havde hun overskud til at smile og vinke til de mange jublende fremmødte, der kvitterede med klapsalver.

- Jeg kom til at løbe langt over evne på grund af det store heppekor hele vejen rundt. Jeg blev båret rundt, det var fedt, sagde kronprinsesse Mary efterfølgende.

Da hun blev spurgt om sin tid, og om hun var tilfreds med den, lød svaret.

- Jeg tror du kan se det på mit ansigt, grinede hun og fortsatte.

- Jeg tror, jeg løber lidt på adrenalin lige nu. Jeg kommer nok til at være lidt øm i kroppen i morgen, men der skal jeg heldigvis ikke løbe.

Mary rørt over opbakning

Det var ikke første Royal Run-løb for kronprinsessen i dag. I formiddag havde hun således sine og kronprinsens fire børn med på Frederiksberg i København, hvor de løb en mil, 1,609 kilometer.

Her var det prins Christian, der tog teten i familien og kom først i mål, mens Mary kom ind sammen med tvillingerne, syvårige prins Vincent og prinsesse Josephine.

Mary afslørede i Odense, at hun havde fulgt kronprinsens løb tæt dagen igennem.

- Jeg har fulgt med fra dagens start. Det er meget rørende med opbakningen, sagde kronprinsessen og roste sin mand.

- Han besidder en enorm styrke og en jernvilje. Hvis han vil noget, så kan han det, slog hun fast.

Facebook
Twitter