Kropssprog fanget på kamera kan afsløre gerningsmænd bag kidnapning af millardærs kone

I Danmark er overvågningsvideoer blevet brugt som bevis i flere sager.

- Et rigtigt godt bevis.

Sådan karakteriserer advokaturchef i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Jeanette Wincentz Andersen, overvågningsvideoer af gerningsmænd.

Spørgsmålet om overvågningsvideoers værdi er aktuelt i forbindelse med sagen i Norge, hvor den 68-årige Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, gift med rigmanden Tom Hagen, menes at være blevet bortført af ukendte gerningsmænd.

Politiet har dog en optagelse fra et overvågningskamera uden for Tom Hagens arbejdsplads. Her passerer to ukendte personer, som det norske politi meget gerne vil i kontakt med.

Jeanette Wincentz Andersen understreger, at hun ikke kan udtale sig om den konkrete sag i Norge, som hun kun har hørt om gennem medierne og derfor ikke har den fornødne indsigt i.

Men hun vil gerne fortælle om, hvordan man kan bruge videooptagelser i forbindelse med kriminalsager herhjemme.

Gerningsmændenes gang

Advokaturchefen har flere gange oplevet, at optagelser fra overvågningsvideoer er blevet brugt som beviser i danske retssager.

Og det er ikke nødvendigvis, fordi man kan genkende gerningsmændenes ansigter eller særlige kendetegn på kroppen. Det handler i stedet om gerningsmændenes gang, altså den måde, som de bevæger kroppen på, når de går.

- Jeg har for en del år siden selv haft en sag med nogle røverier, som blev begået i bowlingcentre rundt omkring i landet. Vi havde nogle rigtigt gode videooptagelser fra bowlingcentrene, som vi kunne bruge.

- Da vi fik mistanke til nogle gerningsmænd, gennemgik de en antropologisk undersøgelse, og det lykkedes faktisk at bruge undersøgelsen som bevis sammen med optagelserne.

Optager de mistænkte

Jeanette Wincentz Andersen forklarer, at man optager de mistænkte, mens de går, og siden viser man optagelserne til en antropolog, som så kan se nogle karakteristiske bevægelser, som er forskellige fra person til person.

- Alle har et eller andet, som de gør med benene, når de går. Antropologen måler bevægelserne i ben, arme og krop, og så kan han lave nogle nogle beregninger, hvor han siger, hvor stor sandsynlighed der er, for at det er den samme person, som man ser på optagelserne.

- Det er et meget spændende arbejdsredskab. Det er måske ikke lige så sikkert som et fingeraftryk, men det kan godt bruges som bevismateriale i en retssag, fastslår Jeanette Wincentz Andersen.

Ingen livstegn siden 31. oktober

Der har ikke været livstegn fra Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, siden hun forsvandt den 31. oktober sidste år. Dog heller ikke tegn på, at hun ikke er i live.

Der har ikke været livstegn fra Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, siden hun forsvandt den 31. oktober sidste år. (© Norsk Politi)

Den dag, den 68-årige Anne-Elisabeth Falkevik Hagen blev bortført, var hendes mand, milliardæren og erhvervsmanden Tom Hagen, på arbejde i nærheden.

Da han vendte hjem i frokostpausen, var det til et tomt hus.

Her fandt han ifølge politiet en seddel fra bortførerne, der kræver ni millioner euro, eller 67 millioner kroner, for at frigive Anne-Elisabeth Falkevik Hagen.

Bortførerne truede samtidig med at slå kvinden ihjel, hvis politiet blev inddraget.

250 tips fra offentligheden

Tom Hagen anmeldte alligevel sagen, som politiet valgte at efterforske i hemmelighed. Først onsdag, da det stod klart, at man ikke kunne komme videre, henvendte politiet sig til offentligheden i sagen.

Politiinspektør og efterforskningsleder Tommy Brøske fortalte ved et pressemøde i dag, at politiet nu har modtaget omkring 250 tips fra offentligheden om sagen. En stor del af dem kommer på baggrund af de overvågningsvideoer, som man offentliggjorde torsdag.

Facebook
Twitter