Kummefryser og ubåd: Sådan forsker man i kødædende bakterier

På Rigshospitalet har man frosset blod- og vævsprøver fra kødædende bakterier ned for at kunne forske i bakterierne.

(© Grafik: Katrine Holst Nielsen)

Mikroskoper, mennesker i hvide kitler og kliniske omgivelser. Det er nok, hvad mange tænker på, når man hører ordet ’forskning’.

For Ole Hyldegaard, der har haft sin daglige gang på afdelingen i over tyve år, er det en spændende og alsidig hverdag. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)

Men udover de hvide kitler er det ikke, hvad der umiddelbart møder en i kælderen på Rigshospitalet, hvor Ole Hyldegaard og hans kolleger holder til. Det minder mest af alt om et ganske almindeligt kontor. Med kaffe, marcipanbrød og interne jokes.

Lige bortset fra den store, runde tank i midten af lokalet.

- Det ligner jo lidt en ubåd, ikke? Og den er lidt truende i sit udtryk, når man ser den første gang, siger Ole Hyldegaard.

Det er et trykkammer, som bruges til at behandle patienter med forskellige diagnoser. Herunder kødædende bakterier, som har været omdrejningspunktet for flere artikler på DR i den seneste tid, fordi læger har haft svært ved at opdage den sjældne infektion, inden det var for sent.

Ole Hyldegaard har haft sin daglige gang omkring trykkammeret i over tyve år – helt præcist hvor længe kan han ikke huske. Han er overlæge og chef for trykkammerenheden på Rigshospitalet, hvor de blandt andet forsker i kødædende bakterier.

Selvom den seneste debat om de kødædende bakterier kan virke fjern i den stille kælder, kender Ole Hyldegaard og hans kolleger alt til den manglende viden på området.

For på trods af flere års forskning og en af Europas største biobanke med vævs- og blodprøver fra tidligere patienter, er det stadig svært at blive klog på de kødædende bakterier.

Derfor er den forskning, som foregår i kælderen under Rigshospitalet, vigtig.

Trykkammeret optager det meste af pladsen i trykkammerenheden på Rigshospitalet. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)

Ole Hyldegaard har ret i trykkammerets udseende. Med små runde vinduer og et kontrolpanel med så mange knapper, at det er svært at tro på, at man kan have styr på dem alle, minder det om en ubåd. Eller måske et rumskib.

Trykkammeret bruges primært til at behandle patienter, der for eksempel skal have hjælp til sårheling, dykkersyge eller efter strålebehandling. Det er de såkaldte ambulante patienter. De kommer dagligt i kælderen, hvor de modtager behandling i trykkammeret.

Men det bruges også til at behandle patienter med kødædende bakterier. Behandlingen er – ligesom de fleste behandlinger, når det kommer til de kødædende bakterier – baseret på erfaringer fra tidligere patientforløb.

Det er, især fordi infektionen er så sjælden, at den er svær at blive klog på. Under 150 mennesker rammes årligt af den.

Og man har ikke et laboratorie, der er fyldt med kødædende bakterier i petriskåle, som man frit kan forske i, påpeger Ole Hyldegaard. Derfor har de indsamlede data fra patienterne og den tilhørende forskningsbiobank stor betydning for at opnå ny viden.

  • Mange af patienterne har en bog eller andet med, når de skal til behandling i trykkammeret. Det tager halvanden time hver gang. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)
  • Hvis patienter har brug for hjælp undervejs eller skal på toilettet, kan de trykke på en knap, som så lyser op i kontrolpanelet. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)
  • Når de daglige patienter behandles i trykkammeret, svarer det til, at de dykker 14 meter ned. Ved behandling for kødædende bakterier er det 18 meter. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)
1 / 3

Opbevares i frysere

Længere nede ad gangen bag en tung, grå dør findes et rum med frysere, der mest af alt ligner helt almindelige kummefrysere.

Men i fryserne, hvor temperaturen er minus 80 grader, findes der vævs- og blodprøver fra lidt over 200 patienter, der har haft kødædende bakterier. Det er den såkaldte biobank.

Prøverne er frosne, så de giver et øjebliksbillede af situationen, da prøven blev taget.

Når prøverne tages ud af fryseren, skal man handle hurtigt, for ellers begynder bakterierne at udvikle sig. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)

- Det har været altafgørende, at de patienter, vi har haft, har stillet deres blod og væv til rådighed. Det har en enorm betydning. Vi kan se nogle ting, vi ellers ikke havde mulighed for at se og kun kunne gætte os til, siger Ole Hyldegaard.

Fordi infektionen er så sjælden, er mange af de undersøgelser, man laver i forskningsenheden, såkaldte tilbagebliksundersøgelser, hvor man kigger tilbage på tidligere patienter og deres data.

Og derfor er biobanken vigtig. Uden den ville det ikke være muligt at hive tidligere patienters data frem og prøve at få svar på nogle af de mange ubesvarede spørgsmål.

Spørgsmål som: Hvad sker der, når patienten får en bestemt type medicin og iltbehandling i trykkammeret? Hvordan reagerer de enkelte patienter på forskellige bakterier? Hvorfor bliver nogen mere syge end andre?

Arbejder hen mod bedre behandling

I øjeblikket arbejder Ole Hyldegaard og hans kolleger som led i et internationalt samarbejde på at finde mønstre i disse data, så de forhåbentlig kan danne sig et bedre billede af de kødædende bakterier og få nogle svar.

Helt konkret analyserer de forskellige prøver fra biobanken – både fra blodet og vævet. Her kigger de på alt fra medicin til patientdata til type af bakterier, patienten blev inficeret med.

  • Lars er uddannet erhvervsdykker, og han er en af dem, der til dagligt står for behandlingen. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)
  • Herfra styres blandt andet tryk, lys og luft i trykkammeret, når der er behandling i gang. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)
1 / 2

- Her kan man finde en lang række markører, som kan sige noget om prognosen – altså hvordan det kommer til at gå patienten. Lige nu har vi ikke nogen gode markører eller røde flag, vi kan hejse, som siger sikkert om diagnosen helt tidligt i forløbet, siger Ole Hyldegaard.

- Når Hr. Jensen kommer ind i akutmodtagelsen med et rødt, hævet ben, kan vi ikke tage en blodprøve og sige ’ups, du har kødædende bakterier, det må vi hellere tage os af hurtigt’. Det er der, vi er udfordret.

Og det er ikke kun et dansk problem, men internationalt. Forskningen, der laves på Rigshospitalet, sker i et internationalt samarbejde, og man har især gode erfaringer fra et fælles nordisk samarbejde, påpeger Ole Hyldegaard, hvis forskning aktuelt støttes gennem Horizon 2020-programmet i EU, NordForsk og Danmarks Innovationsfond.

Den endelige diagnose skal fortsat stilles kirurgisk – altså på operationsbordet. Det er problematisk, fordi det kræver en mistanke om kødædende bakterier, og den kan være svær at få.

I forskningen arbejder de hen imod, at man bliver bedre og hurtigere til at kunne behandle patienten, når diagnosen først er stillet.

- Skal man være meget fremsynet, kan man snakke om personlig medicin, hvor man forhåbentlig kan skræddersy behandlingen til den enkelte patient, siger Ole Hyldegaard.

  • Prøverne behandles i et laboratorie, hvor de køres igennem forskellige maskiner og analyseres. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)
  • Det er i en køletank som denne, at prøverne opbevares, fra de er taget ud af fryseren, og til de skal behandles. (Foto: © Amalie Rokkedal Simonsen)
1 / 2

En dykkertur som behandling

Tilbage på kontoret, er der en behandling i gang i trykkammeret, og en håndfuld patienter sidder derinde med astronautlignende hætter på. I hænderne har de en bog eller andet, de kan bruge tiden på. For hver behandling tager halvanden time.

De daglige behandlinger er i gang det meste af dagen. Og det kan være et problem, hvis der kommer en akutpatient – eksempelvis en, der er inficeret med kødædende bakterier. Der er ikke plads til begge behandlinger i trykkammeret, fordi patienter med kødædende bakterier er indlagt på intensiv og i respirator.

Lige det problem bliver dog snart løst. For enheden har fået doneret penge fra Ellab-Fonden og Region Hovedstaden til et nyt trykkammer, der forhåbentlig står klar i 2023.

Og dermed må de vinke farvel til det ubådslignende monstrum i midten af rummet, for det nye skal bygges som et rum for sig selv. Hvor der både bliver plads til de daglige patienter og et sengeafsnit til behandling af akutte tilfælde.