Kun én tilbudsavis opfylder skrappe miljøkrav: Nu afgiver trykkerierne et 'miljøløfte'

Dagligvarekæderne skuffer med tilbudsaviser trykt i udlandet, lyder det fra organisation.

Erhvervsorganisationen Grakom er klar med miljø- og klimaløfte, efter et flertal af danske dagligvarekæder trykker deres tilbudsaviser på ikke-svanemærkede trykkerier i udlandet. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Tilbudsaviser trykt i Danmark vil fremover leve op til verdens højeste miljø- og klimastandard. Sådan lyder beskeden fra Grakom, den grafiske branches erhvervsorganisation.

Budskabet kommer, kort efter at DR Nyheder mandag skrev, at kun én tilbudsavis fra de største, hjemlige dagligvarekæder lever op til Svanemærkets miljø- og klimakrav.

- De danske trykkerier er blandt verdens mest miljøvenlige. Der er fortsat en stor interesse for tilbudsaviser blandt danske forbrugere. Vi kan godt gøre det bedste for miljøet, uden at vi behøver at fratage forbrugerne muligheden for at finde de bedste tilbud, siger Thomas Torp, administrerende direktør hos Grakom.

Stor debat om tilbudsaviser

Debatten om tilbudsaviser har kørt, siden dagligvarekoncernen Coop før årsskiftet foreslog at forbyde tryksagerne til fordel for digitale tilbud på dagligvarer som mælk, kød og grøntsager.

Mandag kom det frem, at Coops egne tilbudsaviser ikke lever op til det nordiske Svanemærkes miljøstandarder. Tilbudsaviserne er dog mærkede med EU-Blomsten, der ikke stiller helt de samme krav.

Et stort flertal af dagligvarekæder trykker deres tilbudsaviser i udlandet. Det betyder, at de skal transporteres til Danmark på CO2-udledende lastvognstog, før selve uddelingen kan begynde. Kun norskejede Rema 1000 trykker sine tilbudsaviser i Danmark og opfylder Svanemærkets krav.

Skuffede danske trykkerier

Det skuffer den hjemlige grafiske branche, at et flertal af dagligvarekæder i dag får trykt tilbudsaviser på udenlandske trykkerier.

- Når eksempelvis en virksomhed som Coop vælger at lægge deres produktion på et polsk trykkeri uden Svanemærke og med en meget længere transporttid, så bliver deres miljø- og klimabelastning højere. Men vi håber da, at de og andre vil være med til at tage ansvar og vælge dansk produktion, konstaterer Thomas Torp fra Grakom.

Grakoms miljø- og klimaløfte for tilbudsaviser omfatter tre punkter. Først og fremmest svanemærkes alle tryksager, så de opfylder branchens højeste miljøstandard, oplyser erhvervsorganisationen.

Desuden FSC-mærkes papiret. Det er et sporbarhedsmærke, der sikrer, at materialeforbruget bidrager til bæredygtigt skovbrug. Endeligt klimaberegnes alle ordrer, så det bliver tydeligt, hvor der er mulighed for at reducere CO2-udledningen.

Ifølge Grakom træder klimaløftet i kraft for tilbudsaviser, der omdeles til danske husstande, fra 1. juli i år.

I tabellen herunder kan du se, hvilke klimamærker danske tilbudsaviser er mærket med.