Kun få sympatiserer med yderligtgående organisationer

Kun få muslimer i Danmark er enige i en række yderligtgående organisationers budskaber. Men mange tager ikke stilling.

Kun få muslimer i Danmark er enige i en række yderliggående organisationers budskaber. Men mange tager ikke stilling. (© DR)

De fleste muslimer i Danmark er uenige med de yderligtgående muslimske organisationer Islamisk Jihad, al-Qaeda og Hibz-ut-Tahrir.

Men der er også dem, der er enige med organisationerne. I DRs undersøgelse Din muslimske nabo, har analyseinstituttet Capacent spurgt deltagerne om, i hvilken grad de er enige i budskaberne fra blandt andre Islamisk Jihad, al-Qaeda og Hibz-ut-Tahrir.

Mindst støtte får al-Qaeda, hvor kun seks procent i høj, nogen eller mindre grad er enige i organisationens budskaber.

Der er lidt flere, som støtter budskaberne fra Hibz-ut-Tahrir, nærmere bestemt 11 procent, mens hele 18 procent er mere eller mindre enige med Islamisk Jihad.

Kan godt forstå det

TV AVISEN tog ud for at tale med to unge muslimer for at få et bud på, hvorfor nogle muslimer i Danmark sympatiserer med de muslimske organisationer.

Ehsan Zarar og Abdullahi Mohammed fra Greve Gymnasium tager selv afstand fra islamiske fundamentalister.

Alligevel kan Abdullahi Mohammed godt forstå de muslimer, der støtter organisationerne - fx når det gælder Islamisk Jihads kamp mod Israel.

- Man ser alt det vold og alle de børn og gamle mennesker, som bliver dræbt i Palæstina. Det gør, at man får lyst til at støtte dem, der kæmper derovre, siger han.

Men han er enig med sin klassekammerat i, at der er en klar grænse.

- Jeg kan godt støtte deres idé med at beskytte folk i Gaza, men jeg kan ikke støtte deres idé med at dræbe uskyldige mennesker, som ikke har noget med krigen at gøre.

Kun ganske få

Men sympati med fundamentalister kan være farlig, siger tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen.

- Der er jo være meget ofte en tynd linje mellem idealisme og fanatisme.

Til gengæld mener han ikke, problemet er stort herhjemme.

- Når man en gang imellem hører den offentlige debat, så får man nærmest indtrykket af, at alle er tilhængere. Det viser sig her, at det er kun ganske, ganske få, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

FacebookTwitter