Kun hver ottende direktør er kvinde

Det går langsomt med ligestilling i erhvervslivet, viser nye tal. ”Forstemmende”, siger ligestillingsforsker. ”Vi er pænt på vej”, siger DI.

Kun hver 8. direktør er ifølge en ny opgørelse kvinde. Men det er faktisk et meget pænt tal, mener underdirektør i DI Charlotte Rønhof.

Der er stadig langt mellem kvinderne i den øverste ledelse af danske virksomheder, både på direktionsgangen og i bestyrelseslokalerne.

13 procent – hver ottende – af alle direktører i Danmark er kvinde.

Det viser en gennemgang af samtlige danske virksomheders ledelse, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget.

Ligestillingsforsker ved RUC Karen Sjørup kalder tallene ”forstemmende”.

Ser man på bestyrelserne, så er det lige under 18 procent af samtlige bestyrelsesmedlemmer, der er kvinder.

Andelen af bestyrelsesformænd er lavere. 14 procent af samtlige bestyrelsesformænd er kvinder.

I Kvinfo ærgrer direktør Suzanne Moll sig over de nye tal:

- Virksomhedernes topledelse bør jo afspejle den befolkning, de forsøger at sælge deres varer til.

Foretrækker stadig job i det offentlige

Tendensen er stadig, at kvinder foretrækker beskæftigelse i det offentlige, forklarer ligestillingsforsker Karen Sjørup:

- Det gælder jo lige fra flertallet af læger til flertallet af jurister og økonomer, siger Karen Sjørup.

- Nu dækker virksomhedsregisteret jo hele skalaen fra ham, som sælger mad fra sin cykel til de store virksomhedsledelser. Men det er da forstemmende, at der ikke er flere kvinder på posterne, set i forhold til de yngre kvinders høje uddannelsesniveau, siger ligestillingsforsker Karen Sjørup.

Jo højere stilling jo færre kvinder

DR har gennemgået hele det danske virksomhedsregister, der omfatter en lille halv million personer, der til sammen har i alt 1,2 millioner ledelsesposter i danske virksomheder.

Hver person kan sagtens have flere ledelsesposter. Mænd har i gennemsnit flere poster end kvinder. Kvinder udgør 24 procent af personerne, men sidder på 18 procent af posterne.

Jo højere ledelsesrollerne er, jo færre kvinder er der.

Vil gerne se kvinderne stige op

I Dansk Industri hæfter man sig ved, at kvinder udgør 24 procent af den samlede mængde af personer på ledelsesposterne.

- Det er faktisk et meget pænt tal, siger underdirektør i DI Charlotte Rønhof.

- Når vi ærgrer os over, at der ikke er flere kvinder, så er det fordi, vi jo gerne vil udnytte hele talentmassen. Det er dog kun ca. en tredjedel af de beskæftigede i industrien og i den private sektor i de hele taget, som er kvinder. Så det er svært at bede om, at der skal være fifty-fifty fordeling i ledelsen, siger hun.

Derfor bør man ifølge DI have en anden tilgang til ligestilling i erhvervslivet, end man ofte ser i den politiske debat om emnet.

- Det man bør se på, det er: Hvor mange kvinder er der i fødekæden – og hvor mange af dem kommer videre i en ledelsesrolle, siger Charlotte Rønhof.

Kvinder kan måles på bundlinjen

Direktør i Kvinfo Suzanne Moll fortæller, at især de store virksomheder gør en del for at få flere kvinder ind i ledelsen.

- De største virksomheder har haft en fremgang af kvinder på bestyrelsesniveau. De arbejder bevidst på at øge andelen af kvinder, både på ledelsesgangen og i bestyrelseslokalet. Det hører vi fra IBM, Arla, Novo Nordisk osv, som vi har et samarbejde med, siger Suzanne Moll.

- Det kan måles på bundlinjen. Det er blandt andet blevet bevist af Women Deliver, der ganske vist udspringer fra USA, men som har en dansk direktør. World Economic Forum har også undersøgt det. Der er undersøgelser, der viser, at hvis man får balance i andelen af mænd og kvinder i ledelsen, så stiger indtjeningen. Det skal være mangfoldigt. Det giver et andet perspektiv i den strategi, man lægger.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk