Kundby-pige varetægtsfængslet på 9. måned

Forhandlingerne om fristforlængelsen foregik bag lukkede døre

Retten i Holbæk har i dag valgt at forlænge varetægtsfængslingen af den 16-årige pige i den såkaldte Kundby-sag. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Den 16-årige pige, der siden januar har siddet varetægtsfængslet for at ville bombesprænge to skoler, skal blive bag tremmer.

Det blev besluttet i en såkaldt fristforlængelse mandag formiddag i byretten i Holbæk.

Forhandlingerne om fristforlængelse foregik bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Ifølge anklager Lasse Biehl er efterforskningen stadig i fuld gang, og flere hundrede vidner er blevet afhørt.

- Der er en række politifolk, som har siddet og arbejdet dag ud og dag ind med den her sag, så det er klart, at det er en kæmpe sag, siger han.

- Det er også derfor, at den tager tid efterforskningsmæssigt.

Lasse Biehl forventer, at efterforskningen bliver afsluttet inden for et par måneder.

Forsvarer Mette Grith Stage har ikke kæret byrettens afgørelse til landsretten 'af hensyn til sagens karakter'.

- Det har vi ikke i erkendelse af, at alvorlige sigtelser og kompliceret og langstrakte efterforskning tager sin tid, og derfor har vi – selvom min klient selvfølgelig er rigtig ked af at sidde varetægtsfængslet – forståelse for, at det tager sin tid. Derfor ser vi ikke nogen grund til at kære, siger hun.

Den 16-årige pige sidder ikke i et almindeligt fængsel, men på en lukket ungdomsinstitution, og børneombudsmanden har tidligere været inde i sagen for at sikre, at hun efter omstændighederne har det godt.

I sagen sidder også en 24-årig Syrienskriger varetægtsfængslet.

Facebook
Twitter