Kundby-sagen: 16-årig bliver tiltalt for forsøg på terrorisme

16-årig pige tiltales for terror i Kundby-sagen, som politi og domstole har mørklagt i sjælden grad.

(Foto: Claus bech © Scanpix)

Mere end ét år efter anholdelsen er anklageskriftet mod den nu 16-årige pige i den såkaldte Kundby-sag færdigt.

Pigen tiltales for forsøg på terrorisme efter straffelovens paragraf 114, oplyser Statsadvokaten i København.

- Den 16-årige har ifølge anklageskriftet været langt fremme med at forberede bombeanslag mod to skoler. Hun er tiltalt for at have gjort forberedelser til bombefremstilling og for at have planlagt prøvesprængning. Anklagemyndigheden rejser derfor en straffesag mod hende efter straffelovens bestemmelser om terror, udtaler statsadvokat Lise-Lotte Nilas i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at en kvinde er blevet tiltalt for terror i Danmark.

Hun blev anholdt 13. januar sidste år efter en mistanke om, at hun havde anskaffet sprængstoffer og havde planer om at bombe sin tidligere skole, Sydskolen i Fårevejle, og den jødiske privatskole Carolineskolen i København.

Radikaliseret på kort tid

Ifølge retsplejeloven skal helt særlige omstændigheder gælde, hvis en person under 18 år skal være varetægtsfængslet i mere end otte måneder, som pigen har været.

En gennemgang af den 16-årige piges sociale medier og DR Nyheders samtaler med flere kilder tæt på hende tegner et billede af, at hun blev radikaliseret i løbet af kort tid.

Flere kilder tæt på pigen fortæller, at hun efter en ferie i Tyrkiet i sommeren 2015 begyndte at interessere sig for islam. På de sociale medier skriver hun selv, at hun konverterede til islam 17. oktober 2015.

Den 4. november samme år deltog hun i et arrangement i en af de lokale moskéer i Holbæk, siger Hikmet Tuncer, der er bestyrelsesmedlem i Det Tyrkisk-Islamiske Kulturcenter i Holbæk.

- Hun fortalte, at moderen var imod, at hun var blevet muslim, men vi så hende kun den ene gang, fortæller han.

Hendes brug af sociale medier giver et præg om, at interessen for islam i november og december i højere grad blev til en interesse for den radikale og ekstreme islam. Hun skrev om jihad og martyrdom og trykkede "synes godt om" to danske islamistiske grupperinger både på Facebook og Instagram: ”Kaldet til Islam” og ”Millatu Ibrahim”.

Sigtelse mod 25-årig mand frafalder

Det er i dag også kommet frem, at den nu 25-årige mand, der var varetægtsfængslet i sagen, i dag bliver løsladt. Sigtelsen mod ham frafalder.

- Efterforskningen mod den 25-årige mand har været meget omfattende, og blandt andet har politiet indhentet elektroniske oplysninger fra udlandet for at få afsøgt alle hjørner af den meget alvorlige mistanke mod ham. Det er derfor først nu, at vi har fået et samlet billede af hans rolle, og den rolle giver ikke grundlag for, at vi tiltaler ham, udtaler statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Mandens forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, bebuder, at der nu venter et erstatningskrav i den høje ende.

- Min klient har siddet varetægtsfængslet i 13 måneder, hvor han har været sigtet for terror. Det vil efter de gældende takster give en erstatning på omkring en million kroner, siger Michael Juul Eriksen til Ritzau.

Straffesagen mod den 16-årige pige er berammet til at begynde ved Retten i Holbæk den 7. april 2017.

Anklagemyndigheden ønsker, at sagen føres for et nævningeting og går dermed på en straf på mere end fire års fængsel.

Lise-Lotte Nilas ønsker ikke at oplyse, hvor lang en straf anklagemyndigheden vil gå efter.

Facebook
Twitter