Den korrupte fifler med regnskaber, drikker sig fuld, rager på barnepigen og knalder lokale prostituerede i sin varevogn.
Den idealistiske prøver at overbevise de lokale bønder om, at andelsbevægelsen er deres fremtid. Men hans gode intentioner bliver ikke særlig godt modtaget, og han bliver mere og mere frustreret.
Det er det lidet feterende billede, vi ser af 80'ernes udviklingsarbejde i Tanzania i Jakob Ejersbos Liberty, som netop nu bliver vist som tv-drama på DR 1 søndag aften.
Kunne handlingen foregå i dag? Og hvad er egentlig forskellen på udviklingsarbejde i 80'erne og nu?
Det har vi spurgt to af landets mest erfarne udi udviklingshjælpearbejde om: Knud Vilby, der er tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke, journalist og forfatter til flere bøger om Tanzania. Og Bente Topsøe-Jensen, der er socialantropolog og selvstændig rådgiver. Hun har arbejdet for Danida, Mellemfolkeligt Samvirke og Ibis og har blandt andet boet i Mozambique i 13 år.
Og de slår fast:
- Man arbejder på en helt anden måde i dag, end man gjorde i 80'erne, siger Bente Topsøe-Jensen.
Knud Vilby bakker hende op:
- I dag er det modtagerne af bistanden, der selv definerer, hvad de har brug for. Og man tænker enormt meget i overdragelse for at sikre, at det vi er med til at skabe, kan videreføres den dag, vi er holdt op.
Her følger tre nedslag, hvor arbejdet har forandret sig.
1. For meget bistand til Tanzania i 80'erne
- Tanzania fik for meget bistand i 80’erne. Det er lidt grotesk at sige det, for jeg er jo sådan en, der argumenterer for, at vi skal give mere i udviklingsbistand, end vi gør nu, siger Knud Vilby.
- Vi var flere, der sagde det dengang. Landet modtog så meget bistand, at der blev skabt en masse institutioner, som Tanzania ikke selv kunne føre videre.
Et eksempel er fra en indberetning til Udenrigsministeriet fra 1982, der fortæller om et regionshospital, som kostede 50 millioner kroner at bygge. Men der var ikke afsat mere end cirka 10.000 kroner til vedligeholdelse om året.
- Der var meget forvirring og naivitet også fra donorernes side i de første år. Det kunne næsten være sådan i de første projekter, at vi lavede, hvad vi syntes var godt for landet – og så fik vi nogle afrikanere til at hjælpe os, siger Knud Vilby.
2. Projekter blev bestemt i Danmark
Dét er blevet vendt på hovedet. Fra at beslutningen om det gode stykke hjælpearbejde blev taget i Danmark, er det nu modtagerne selv, der definerer, hvad de har behov for.
- Noget af det, der skete, var, at idéerne hjemmefra var tænkt forkert. Man havde ikke nok kendskab til lokale forhold, og det kunne slå over i frustration for de udsendte, der fik den opfattelse, at de lokale ikke anede, hvad der var bedst for dem selv, siger Knud Vilby.
Og dét er idealisten Niels Knudsen et godt eksempel på i Liberty. Han vil indføre den danske andelstanke hos de lokale bønder - en tanke, som i Danmark voksede frem blandt bønderne selv, og som Niels Knudsen præsenterer stående alene på en scene foran både bønder og opkøbere i det første afsnit af Liberty.
Her står altså en hvid mand, der er kommet rejsende med en idé, der er god i Danmark – og som nu forsøger at overbevise tanzanianerne om, at de skal gå sammen i kooperativer og forhandle med opkøberne for at få en højere pris for deres høst – og dermed på sigt forhøje egen levestandard - i stedet for at sælge høsten individuelt og rejse hjem med dagens omsætning lige efter.
Og den situation – hvor en dansk rådgiver er i frontlinje hos bønderne - vil man ikke se i dag, siger Bente Topsøe-Jensen:
- Det vil man ikke, fordi uddannelsesniveauet er højnet i mange afrikanske lande. Nu er rådgivningen i næste række i forhold til systemopbygning, træningsprogrammer eller institutionsopbygning. Der er som regel mange velkvalificerede lokale til at være spydspidser i dag, siger hun.
Hvor man i starten sendte bistandspenge afsted til enkelte projekter, arbejder man i dag i langt højere grad med at sende penge til hele sektorer - for eksempel undervisning, landbrug og sundhed. Det har den fordel for modtagerlandet, at støtten er langsigtet og typisk strækker sig over 15-20 år.
3. Glade amatører blev afløst
En anden ting, der skete, var, at der blev sendt glade amatører afsted. Men også lærere, læger, ingeniører, sygeplejersker og agronomer pakkede kufferten med gode intentioner. En strøm af arbejdere, som Knud Vilby selv var med til at skære ned på i Mellemfolkeligt Samvirke.
- Danske læger og lærere kan jo ikke løse Tanzanias problemer. Om du sender 50 eller 100 læger ud – det forslår jo som en skrædder i helvede. Hvis ikke der er universiteter, som uddanner læger, seminarier, der uddanner lærere og så videre – så nytter det jo ikke ret meget, siger han.
Derfor skete der en professionalisering af det langsigtede udviklingsarbejde efter 70'erne og 80'erne. Langt færre danskere blev sendt afsted, og der var da slet heller ikke det samme behov for europæiske lærere og ingeniører længere. Dem havde modtagerlandene nu selv.
- De, der sendes ud i dag, har en helt specifik viden inden for eksempelvis IT, demokratisystemer eller strategisk planlægning, siger Bente Topsøe-Jensen.
Udfordringen ved at være hvid
Så en del er ændret siden 80'erne. Men selv om langt færre danskere sendes ud i dag, ændrer det ikke på, at de møder en virkelighed, der er temmelig anderledes end livet hjemme i en lejlighed i Rødovre.
I meget væsentlig del af persongalleriet i Liberty er den lokale Marcus, som pukler løs som ubetalt hushjælp i det Larssonske hjem. Også hos familien Knudsen er der tjenestefolk - og et liv med for eksempel en kok i køkkenet eller en vagtmand møder også danske udsendte. Og det var noget af det, som Bente Topsøe-Jensen som kursusleder i 1989 forberedte de udsendte fra Danida på, inden de rejste.
- De, der skulle sendes ud, var ofte ikke så vant til at have magt. I Danmark er vi – eller var i 80'erne - vant til en flad magtstruktur, men som udsendt bliver man sat i en position, hvor folk forventer, at man agerer på en bestemt måde, siger Bente Topsøe-Jensen.
- Trods grundig og nuanceret forberedelse kan det være svært ikke at falde i. Hvis man ikke selv er meget bevidst, er det nemt at blive blind i forhold til den magt, man mere eller mindre frivilligt gives. For det er sjældent, at folk siger dig imod, siger hun.
- Bundlinien er, at når man arbejder i en anden kultur, kræver det, at man kan lytte og er enormt bevidst om sig selv og den kultur, man er bærer af, siger hun.
Også Knud Vilby har set udviklingsarbejdere have svært ved at agere privat arbejdsgiver:
- Jeg har set folk, der pludselig begyndte at lede efter nullermænd under sengene på en helt måde, end de gjorde i Danmark, siger han og fortsætter:
- Vi har i udviklingskontekst i stigende grad diskuteret ligeværd. Men man vil aldrig være ligeværdige, når den ene part i en relation kommer med penge, og den anden part skal modtage penge. Relationen er ulige.