Kurdere registreres ikke som statsløse

Statsløse kurdere registreres ikke som statsløse, og dermed bliver deres børn snydt for dansk statsborgerskab.

Integrationsminister Søren Pind vil ikke undesøge, om statsløse kurdere er registreret forkert.

Alt tyder på, at myndighederne har fejlregistreret statsløse kurdere, og at statsløsesagen dermed er større end antaget.

I et folketingssvar bekræfter integrationsminister Søren Pind, at der er noget helt galt med udlændingemyndighedernes registrering af statsløse, men han vil ikke undersøge omfanget af fejlregistreringen, skriver Information.

Ifølge ministeren er kun 13 asylansøgere fra januar 2008 til juni i år blevet registreret som stats­løse af ikke-palæstinensisk oprindelse.

Ti gange så mange kurdere

Men Information skriver på baggrund af oplysninger om asylansøgere fra Syrien, at det må regnes for givet, at der i samme periode formodes at være kommet flere end 10 gange så mange statsløse kurdere alene fra Syrien til Danmark.

Fejlregistreringen medfører, at de stats­løses børn født i Danmark snydes for deres konventionsbeskyttede ret til dansk statsborgerskab.

- Nej, lyder det korte svar fra ministeren på Informations forespørgsel om, hvorvidt han vil rette henvendelse til de kurdere fra Syrien i Danmark, der kan være blevet fejlregistreret.

- Fejl skal rettes

Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, opfordrer omvendt til at kontakte alle kurdere fra Syrien.

- Det er helt indlysende, at hvis myndighederne har fejlregistreret, så skal det rettes, siger han til Information.

Også oppositionen mener, at Søren Pind har et ansvar for at afdække omfanget af fejlregistreringen.

Facebook
Twitter