To kvæstet efter sammenstød med militært køretøj

En pansret mandskabsvogn og en personbil er lørdag stødt sammen mellem Slagelse og Næstved. To er kvæstede.

To personer er alvorligt kvæstede, efter at en personbil og et militært køretøj lørdag formiddag er stødt sammen på en landevej, lørdag den 14. september 2019. (Foto: Presse-fotos.dk © Scanpix)

To personer er alvorligt kvæstede, efter at en personbil og et militært køretøj lørdag formiddag er stødt sammen på en landevej.

Ulykken skete kort før klokken 10 mellem Næstved og Slagelse. Det bekræfter vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Bo Georg Petersen.

- En pansret mandskabsvogn fra militæret er kørt sammen med en personbil.

- To personer fra personbilen er blevet frigjort, og den ene bliver fløjet til Rigshospital, mens den anden bliver kørt til nærmeste sygehus. Der er tale om en mand og en dame, og de er alvorligt tilskadekomne, siger vagtchefen kort før klokken 11.

Personen i den pansrede mandskabsvogn er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade i sammenstødet, der skete på Slagelsevej mellem Fuglebjerg og Kyse.

Mens der arbejdes på stedet, er vejen spærret for gennemkørsel. Den ventes genåbnet omkring klokken 11.30.

- Vi begynder at lave målinger og undersøger, hvad der kan være sket, og vi afhører de vidner, der måtte have været. Vi begynder også at rydde op, siger vagtchef Bo Georg Petersen.

Foruden politi og redning er også militæret på stedet. Militæret forsøger ligesom politiet at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

De pårørende er kort ført klokken 11 ikke underrettet.

/ritzau/