Kvinde løsladt i sag om hittebørn: Fortalte i retten, at hun er deres farmor

Den 54-årige afghanske kvinde siger, at hun er farmor til de to børn.

De to børn er en pige på omkring et år og en dreng på to et halvt år. Politiet mener, de er fra Afghanistan.

Den 54-årige kvinde, der er sigtet i sagen om de to hittebørn, der blev fundet i Aarhus lørdag aften, er blevet løsladt.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter:

Den 54-årige kvinde er sigtet for at have efterladt to små børn på gaden i Aarhus.

Kvinden, der er afghansk statsborger, fortalte i retten, at hun er farmor til de to børn, og at hun havde været sammen med dem i Danmark.

Det kom også frem i retten, at den 54-årige har bopæl i den jyske by Ølgod. Det oplyser Østjyllands Politi til DR Nyheder.

Kvinden blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus med henblik på varetægtsfængsling.

Hun er sigtet efter straffelovens paragraffer §213 og §250. Begge paragraffer handler om at misrøgte og forlade børn, man er ansvarlig for.

Hun nægter sig skyldig i alle sigtelserne.

Det var på Park Allé i Aarhus, at de efterladte børn blev fundet af to venner, der var på vej ud at spise. (© Map4News)

To personer er frihedsberøvet

Børnene - en pige på omkring ét år og en dreng, der vurderes til at være to et halvt år - menes at være søskende og af afghansk afstamning. De er overdraget til Familiecentret i Aarhus Kommune, og de har det efter omstændighederne godt, lyder det fra politiet

I forbindelse med den usædvanlige sag rykkede politiet ud til flere adresser i Jylland søndag aften i forsøg på at finde forældrene.

Udover anholdelsen af den 54-årige kvinde har politiet administrativt frihedsberøvet to personer på en adresse i Ølgod.

Børnene er et og to et halvt år. (Foto: Østjyllands Politi © Scanpix)

De to personer - en kvinde på 25 år og en mand på 33 - er mistænkt for at opholde sig illegalt i Danmark, og Udlændingestyrelsen og politiet arbejder på at identificere de to frihedsberøvede.

Politiet forsøger at finde ud af, om de er forældre eller på anden vis relateret til børnene.

Politi 'bestormes' med henvendelser

Efter politiet hentede de to efterladte børn, har telefonerne kimet. Politiet er ifølge Michael Kjelgaard blevet bestormet af henvendelser fra offentligheden, og derfor har Østjyllands Politi i dag opfordret til, at man sender en e-mail i stedet.

- Tusind tak for alle jeres mange henvendelser angående børnene, der blev fundet på Park Alle i Aarhus. Vi er næsten blevet bestormet med opkald - både med tip og med omsorgsfulde forslag i forhold til børnene, skriver politiet på Facebook, hvor det videre lyder:

- Vi kan simpelthen ikke følge med på telefonerne, og har p.t. brug for lidt arbejdsro til at forfølge nogle af de spor, vi har at gå efter. Så en opfordring til evt. at skrive en mail til os, hvis du har et vigtigt tip. Vi følger op på alle relevante henvendelser.

Opdateret klokken 17.50 med oplysningen om, at den anholdte kvinde nu er løsladt. Hun er fortsat sigtet.