Kvinde med ondt i ryggen gik til sexkrænkende læge: Han bad mig tage trusserne af

Sexkrænkende læge kunne fortsætte sin gerning i årevis, selvom Sundhedsstyrelsen kendte til hans overgreb.

De fleste af os stoler på at lægen ved bedst. Det gør Maria ikke længere. (Foto: Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen © DR Nyheder)

I en hidtil ubeskrevet sag fra november i år blev en læge kendt skyldig i tre grove seksuelle overgreb på en kvindelig patient af Vestre Landsret.

Kvinden fortæller nu sin historie i P1 Dokumentaren ”Når lægen gør fortræd”.

- Jeg havde tillid til, at det, han gjorde, var vigtigt for at finde ud af, hvad jeg fejlede. Man stoler på, at lægen ved bedst. Det gør jeg ikke længere, siger Maria.

P1 Dokumentar afslører i dag, at dømte sex-krænkende læger har fået frit spil til at begå nye overgreb, blandt andet fordi politiet ikke orienterede Sundhedsstyrelsen om lægernes domme.

Men Marias sag viser, at Sundhedsstyrelsen også har en finger med i spillet.

- Hvordan kunne Sundhedsstyrelsen – der endda selv mente, at det, han gjorde, var forkert – give ham lov til at fortsætte i så lang tid? Det begriber jeg simpelthen ikke, siger Maria.

Hånd mellem ballerne

Historien begynder i Vestjylland i foråret 2011 hos en anden kvinde, Louise Kirk. Hun er på dette tidspunkt 22 år og har det ikke godt. Bag sig har hun et liv med mobning i skolen, og hun er på anti-depressiv medicin.

Da hun på et tidspunkt får problemer med sin vejrtrækning, tager hun ind til Lægehuset i Vildbjerg. Her møder hun første gang lægen.

- Han undersøger først min ryg. Men på et tidspunkt trækker han mine trusser ned og kører en hånd op og ned mellem ballerne. Han spørger, om det gør ondt, så først troede jeg, det var en del af behandlingen, siger Louise Kirk.

Men ved en efterfølgende konsultation er hun ikke længere i tvivl.

- Han tager fat i mine skuldre og presser mig ind mod sig. Så tager han hænderne under blusen og løfter op i min BH, hvor han begynder at gramse på mig. Jeg går helt i chok. Bagefter går jeg ud på toilettet og retter mit tøj, og så bryder jeg sammen, siger hun.

Kort efter anmelder Louise Kirk lægen til politiet, men Midt- og Vestjyllands Politi henlægger sagen.

Sundhedsstyrelsen får intet at vide

Sundhedsstyrelsen får ikke noget at vide om Louise Kirks anmeldelse.

Der er nemlig ikke pligt for politiet til at orientere Sundhedsstyrelsen om henlagte sager, selvom de ifølge styrelsen selv kan være vigtige brikker i et puslespil af mange indberetninger og henvendelser, der fører til, at styrelsen skrider ind.

- Vi har et klokkeklart hul i lovgivningen her. Styrelsen agerer på baggrund af en række oplysninger – herunder også henlagte sager. Og er der for eksempel en henlagt sag om en læge, som styrelsen i forvejen har fået indberetninger om og overvejer at rejse en tilsynssag på, kan den henlagte sag være med til at afklare tvivlen og give styrelsen mulighed for at gribe ind, siger sundhedsjurist ved Syddansk Universitet, Kent Kristensen.

Året efter Louise Kirks politianmeldelse begynder lægen i en ny lægeklinik i Vamdrup ved Kolding.

Lavede grænseoverskridende gynækologisk undersøgelse

Men kun få dage efter opdager kollegaerne, at lægen har alvorlige faglige mangler og taler dårligt dansk. Patienter begynder at ringe ind og bede om en ny tid hos en anden læge.

Lægerne i Vamdrup tvivler på, at lægen, som kommer fra Afghanistan og er under uddannelse til praktiserende læge, nogensinde kan gennemføre uddannelsen. De kontakter Region Syddanmark.

Men mødet når aldrig at blive afholdt. For på omtrent samme tid kommer Maria ind til lægen med alvorligt ondt i ryggen.

- Han begynder med at undersøge ryggen. Men på et tidspunkt skal så jeg tage mine trusser af. Og så begynder han at skille mine skamlæber ad og stikke fingrene ind. Jeg spurgte flere gange, om det virkelig var nødvendigt, men han sagde, at det var meget vigtigt for at finde ud af, hvad jeg fejlede, siger Maria til P1 Dokumentar.

Ved den tredje og sidste konsultation bliver hun helt klar over, at lægen misbruger hende.

- Jeg skulle have benene på et stativ, ligesom til en gynækologisk undersøgelse. Og så begyndte han at røre på samme måde, som når man har sex med sin partner. Da han kunne se, jeg blev nervøs, hentede han noget gel, som han tog på fingrene, og sagde det var fordi ’for tør’, fortæller Maria.

Kort efter – i marts 2012 - melder hun lægen til politiet, som beder Sundhedsstyrelsen vurdere sagen.

Sundhedsstyrelse lader lægen forsætte

I august 2012 skriver Sundhedsstyrelsen til politiet, at lægen efter styrelsens vurdering ”groft” misbrugte Marias tillid til læger ”ved at udføre unødvendige og krænkende undersøgelser”.

- Styrelsen burde allerede her have inddraget lægens autorisation, fordi der var en klar risiko for, at lægen var til fare for andre patienter. Styrelsen burde have inddraget autorisationen, mens sagen kørte ved domstolene, mener sundhedsjurist Kent Kristensen.

Men Sundhedsstyrelsen lader i stedet lægen fortsætte. Dagen efter at Sundhedsstyrelsen har udtalt kritik af lægens behandling af Maria, begynder han i nyt job på akutafdelingen på Aabenraa Sygehus. Det er i september 2012.

Politiet var tavse om sigtelse

Her bliver der igen lagt mærke til lægens faglige mangler og dårlige danskkundskaber. Det bliver dog ikke indberettet til Sundhedsstyrelsen.

I januar 2013 sigter politiet lægen for overgrebene på Maria i Vamdrup. Men det får lægens nye arbejdsgiver, Aabenraa Sygehus, ikke noget at vide om af politiet.

- Det, synes jeg, simpelthen ikke er i orden. Når lægen lige præcis bliver sigtet for noget, som vi slet ikke kan have i sygehusvæsenet, så bør vi få det at vide med det samme, siger lægelig direktør på Aabenraa Sygehus Søren Aggestrup til P1 Dokumentar.

Der er ellers regler, der som et slags ekstra sikkerhedsnet, skal sikre, at offentlige arbejdsgivere kan få besked om eksempelvis Marias læge.

Reglerne går ud på, at politiet skal orientere Rigsadvokaten, blandt andet når de rejser sigtelse mod en offentligt ansat for brud på straffeloven. Rigsadvokaten kan så orientere arbejdsgiveren – i denne sag Aabenraa Sygehus.

Sygehus: Havde vi vidst det, havde vi fyret ham

Men Sydøstjyllands Politi bryder reglerne og orienterer ikke Rigsadvokaten, og dermed får Aabenraa Sygehus altså intet at vide.

- Hvis vi havde fået besked om sigtelsen, så havde vi indstillet samarbejdet med lægen øjeblikkeligt, siger Søren Aggestrup til P1 Dokumentar.

Sydøstjyllands Politi beklager den manglende indberetning, men ifølge en opgørelse, Rigsadvokaten har lavet for P1 Dokumentar, har politiet i en række sager undladt at indberette sager som Marias til Rigsadvokaten.

Den manglende indberetning betyder, at lægen når at arbejde i flere stillinger i det danske sundhedsvæsen.

Sker ikke igen

Styrelsen for Patientsikkerhed, som i dag har overtaget Sundhedsstyrelsens tilsynsopgave, ønsker ikke at svare på, hvorfor lægen fik lov til at fortsætte, når Sundhedsstyrelsen selv mente, der var tale om groft misbrug af Maria over tre konsultationer.

I en mail skriver styrelsens enhedschef Anette Lykke Petri, at styrelsen i dag ikke længere afventer, at sager kommer for retten.

- Hvis der er en politisag mod en læge, afventer Styrelsen for Patientsikkerhed ikke længere, at politiet har færdigbehandlet sagen, men sagsbehandler parallelt med politiet, skriver Anette Lykke Petri til P1 Dokumentar.

Lægen, der af Kriminalforsorgen vurderes som psykisk syg, afviser at han har krænket Maria og Louise Kirk. Han kalder deres udsagn for falske.

Vestre Landsret fratog ham i begyndelsen af november autorisationen.

Maria er et pseudonym. P1 Dokumentar kender hendes rigtige identitet.

Sagens forløb:

  • Marts, 2011: Lægen arbejder i Lægehuset i Vildbjerg. Louise Kirk anmelder lægen til politiet for blufærdighedskrænkelse. Politiet henlægger sagen. Sundhedsstyrelsen får ikke besked om politianmeldelsen.

  • Marts 2012: Lægen forsætter i nyt job hos en lægeklinik i Vamdrup. Maria anmelder lægen til politiet for tre seksuelle overgreb. Politiet beder om en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.

  • August, 2012: Sundhedsstyrelsen vurderer, at der intet fagligt belæg var for lægens behandling, og at behandlingerne var krænkende. Styrelsen inddrager ikke lægens autorisation, men lader lægen forsætte, mens politiet forsætter efterforskningen.

  • September, 2012: Lægen begynder i nyt job på Aabenraa Sygehus.

  • Januar, 2013: Sydøstjyllands Politi sigter lægen for overgreb på Maria, men følger ikke de regler, der skal sikre, at lægens aktuelle arbejdsgiver - Aabenraa Sygehus – får noget at vide om sigtelsen for overgrebene på Maria.

  • Februar, 2013: Lægen kommer under skærpet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, som har gennemgået flere patientforløb. Styrelsen skriver bl.a., at ”… lægen ikke foretager relevante undersøgelser, at han stiller irrelevante diagnoser og foretager unødige undersøgelser…”

  • September, 2013: Begynder i nyt job på Esbjerg Sygehus.

  • Januar, 2014: Stopper på Esbjerg Sygehus. Årsagen er ifølge en aktindsigt fra Sundhedsstyrelsen ”dårlig adfærd og dårlig faglighed”.

  • Tre patienter udover Louise Kirk og Maria har klaget over lægens behandling, oplyser Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn.

Facebook
Twitter