En kvinde iført muslimsk tørklæde blev mandag eftermiddag afvist, da hun sammen med sin mand og børn ville stå på Arrivas bus 107 på Skanderborgvej i Viby ved Århus, skriver Århus Stiftstidende.
- Jeg kører ikke med kvinder med tørklæder, for jeg kører ikke med maskerede passagerer, sagde chaufføren og nægtede at køre videre, hvis kvinden ikke stod af.
Kvinden og hendes familie har baggrund i Algeriet. Hun bærer hovedtørklæde og niqab, et klæde der dækker munden.
Andre passagerer greb ind
De andre passagerer i bussen blev oprørte over chafførens afvisning, og en af dem ringede til Arriva og snakkede med en chef ved busselskabet. Beskeden fra chefen var, at chaufføren skulle tage kvinden med og køre videre med bussen, som efterhånden havde holdt i 10-15 minutter ved stoppestedet.
Det endte med, at chaufføren fulgte beskeden og kørte videre med kvinden og hendes familie i bussen.
Hos Arriva er man ikke stolt over historien.
- Det er en klokkeklar fejl fra chaufføren, og det er desuden i strid med lovgivningen. Folk må selvfølgelig være klædt, som de vil, når de stiger på vores busser, siger Martin Wex, pressechef hos Arriva.
Han fortæller, at man i busselskabet har haft en meget alvorlig samtale med chaufføren, som har fået at vide, at hans optræden er uacceptabel.