Kvindelig fodboldfan truer betjent på livet

En kvinde fra Aalborg, som for nylig er blevet dømt for at true en betjent, er igen anholdt for trusler.

Intet kan tilsyneladende holde den 30-årige kvinde væk fra AAB's kampe. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

En 30-årig kvinde fra Aalborg har set sig godt og grundigt sur på en politibetjent i byen. Mindre end en måned efter, at hun blev dømt for at true betjenten, blev hun fredag formiddag igen anholdt for at true den samme betjent på livet.

- Hun sendte en sms med dødstrusler klokken 9.15. Klokken 9.58 blev hun anholdt, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Den 24. april blev hun i Vestre Landsret idømt otte måneders fængsel for blandt andet ar true betjenten.

Pegede hende ud til AAB's kampe

Kvinden er ivrig fodboldfan og har flere gange fået karantæne på Aalborg Stadion.

Hendes vrede mod politimanden skyldes angiveligt, at hun mener, at han altid peger hende ud, når hun trods karantænen møder op til AAB's kampe.

I landsretten var hun tiltalt for at opsøge politimanden privat, og den 21. oktober sidste år gik hun ind i hans have, hvor hun tog flere billeder.

Efterfølgende sendte hun ham en sms med trusler og skrev blandt andet, at man "ikke kan vide, hvad der sker, når man ikke er hjemme".

Nogle dage senere sendte hun en ny sms til politimanden, hvor hun blandt andet truede med, at han ville blive opsøgt af rockere.

Overtrådte karantænen

5. marts 2011 deltog hun i et fodboldoptog på Kastetvej og svingede med et tændt romerlys. Hun kastede det ind i mængden af mennesker omkring optoget.

En uge senere skulle FCK spille mod AAB i Aalborg, og hun overtrådte igen karantænen ved at møde op på stadion. Efter kampen stod hun i en flok af hooliganer ved Jomfru Ane Gade, hvor hun kastede flasker, ølkrus og møtrikker mod politiet.

Desuden blev hun dømt for hærværk mod en patruljevogn, ulovlig besiddelse af totenschlæger og peberspray.

Men dommen har tilsyneladende ikke afskrækket hende, og hun kan nu se frem til lørdag at blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun vil blive krævet fængslet.

/ritzau/

Facebook
Twitter