Kvinder elsker at være i 30'erne

For mange kvinder i 30'erne er det et dejligt årti. De er modne, ser godt ud og bliver anset for at være unge.

(© Colourbox)

Engang var kvinder ældgamle, når de havde passeret 30. Men nu er det den aldersgruppe, der har det allerbedst i deres egen krop, og de 20-årige der gerne vil se ældre ud, skriver Urban.

Det viser en undersøgelse lavet blandt 6.271 kvinder, udført af LEAD Agency for stormagasinet Magasin.

Og det er ikke så mærkeligt, siger Julie Sommerlund, der er lektor og uddannelsesleder på Center for Tekstil og Beklædningsdesign på Danmarks Designskole.

Ingen rollemodeller i 20'erne

- Kvinder i 20'erne vil gerne tages alvorligt, men der mangler interessante rollemodeller i den alder. De bliver ofte objektificeret som f.eks. 'Paradise Hotel'-typerne, og når man ikke er til det, er det snarere kvinder i 30'erne, der bliver modeikoner, siger Julie Sommerlund til Urban.

- 30'erne er blevet det perfekte årti for kvinder. For nu er modenheden på plads, samtidig med at man stadig ser knaldgodt ud og bliver anset for at være ung.

Kvindeforsker og sociolog på RUC Karen Sjørup er enig. For kvindeidealet har rykket sig, og det er Helena Christensen, der er idealet frem for de purunge:

Voksen og tjekket

- Det ligger i tiden, at man skal udtrykke sin personlighed og invidualitet, og aldersgrænserne har rykket sig. I dag er man voksen i 30'erne og ved, hvem man er - samtidig med at man har økonomien til at være tjekket.

Ifølge undersøgelsen spejler 94 pct. af dem i 30'erne sig i kvinder på deres egen alder. Blandt kvinder i 20'erne søger hver femte bevidst at se ældre ud.

- Designeres målgruppe er ofte 25-35 år, og tøj henvendt til en ældre målgruppe anses ikke længere for at være mode. Det er egentlig en ubegavet strategi, da det er netop kvinder over 35, der har økonomien til at købe dyrt tøj, siger Julie Sommerlund til Urban.

Facebook
Twitter