Millionsvindel i Socialstyrelsen

To kvinder er nu sigtet for hæleri i svindelsag

Det ventes, at endnu en person snart bliver sigtet, oplyser bagmandspolitiet.

Kvinderne er sigtet for hæleri af særlig grov karakter. Illustration: Mette Ehlers

To kvinder er nu blevet sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed i forbindelse med sagen om millionsvindel med offentlige midler.

Det vil sige, at de er mistænkt for at have fået del i udbyttet af svindlen, som den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen er eftersøgt for.

- Vi efterforsker fortsat sagen fra Socialstyrelsen på fuldt tryk og kan nu bekræfte, at vi foruden den 64-årige har sigtet yderligere to personer, skriver Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet på Twitter.

Når der rejses sigtelse for hæleri af særlig grov beskaffenhed, kan det skyldes en mistanke om, at forbrydelsen er udført af flere i forening, at der er begået et større antal forbrydelser eller på grund af udbyttets omfang.

Strafferammen lyder på op til otte års fængsel.

Endnu en sigtelse ventes snart

Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet oplyser desuden, at det forventes, at en tredje person snart bliver sigtet, ligeledes for hæleri.

Ved et retsmøde tidligere i dag kom det frem, at en tredje person er mistænkt for hæleri i forbindelse med sagen. Både han og de to kvinder, der også er mistænkt i sagen, er beskyttet af navneforbud.

Det er derfor ikke muligt for DR Nyheder at beskrive, hvem de tre personer er, eller hvilken relation de har til den hovedmistænkte.

I modsætning til de tre andre er hun ikke beskyttet af navneforbud. Det skyldes dels grovheden af den formodede forbrydelses karakter, og dels at hun sad i en betroet stilling, mens den formodede svindel fandt sted.

Tilsyn skabte mistanke

Mistanken mod kvinden opstod i forbindelse med et tilsyn i august måned. Her blev der opdaget uoverensstemmelser mellem beløb udbetalt fra Socialstyrelsen til en kommune. Samtidig blev det opdaget, at der blev overført penge til konti, som ikke tilhørte kommunen.

Den efterfølgende undersøgelse pegede ifølge politiet i retning af den eftersøgte kvindes bankkonti.

Hun er nu mistænkt for uretmæssigt at have overført tilskudsmidler til sig selv i perioden fra 2002 til 2018, hvor hun arbejdede i tilskudsadministrationen.

Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet oplyser til DR Nyheder, at det ikke er muligt at stille op til interview om de seneste sigtelser i sagen.

Har du nogen oplysninger om sagen? Så hører vi gerne fra dig. Du kan sende en mail til liqu@dr.dk

Facebook
Twitter