Kystbanetog rammer gravemaskine: Passagerer kørt på hospitalet

Uheldet vil give store forsinkelser det meste af formiddagen i Nordsjælland.

Et kystbanetog har hertil formiddag ramt en gravemaskine.

DSB oplyser til DR Nyheder, at otte passagerer er indlagt med enten muligt piskesmæld eller chok efter et uheld på Kystbanen, hvor toget kolliderede med en gravemaskine.

Også gravemaskinens fører er kommet til skade. Han vred om på foden, da han sprang ud af sit køretøj.

Uheldet vil give store forsinkelser det meste af morgenen.

Uheldet skete ved Klampenborg, og ifølge DSB's pressevagt er toget så beskadiget, at det ikke kan køre videre.

Banedanmark oplyser til DR Nyheder, at gravmaskinen tilhører et entreprenørfirma, der er hyret til en opgave, der skal løses ved siden af skinnerne.

En undersøgelsesvagt fra Banedanmark og Havarikommissionen er på stedet og skal undersøge, hvordan uheldet kunne ske. Banedanmark har ikke yderligere informationer på nuværende tidspunkt.

Flere pendlere oplyser til TV2 Lorry, at togene holder helt stille på flere stationer, blandt andet i Helsingør og Rungsted.

På DSB's hjemmeside kan man læse, at der er indsat togbusser på strækningen mellem Klampenborg og Skodsborg.

- Det skyldes fejl på et tog på strækningen. Nivå-togene er aflyst. Helsingør-togene standser ved alle stationer, lyder det fra DSB.

Få seneste nyt om trafiksituationen på DSB's hjemmeside.

TIP OS Ved du noget om uheldet? Kontakt DR Nyheder på mail 1212@dr.dk.

/DR Nyheder/