LA: Gør betalte rugemødre lovlige

Som det første parti foreslår Liberal Alliance at gøre det lovligt at betale rugemødre i Danmark. Socialminister afviser kategorisk.

Danske Maybritt Rayas er emigreret til USA, hvor hun som amerikansk statsborger er rugemor for et dansk bøssepar.

Et stigende antal barnløse danskere finder gennem hemmelige Facebook-grupper og falske profiler vej til rugemødre i udlandet, der vil opfylde deres ønske og bære et barn for dem.

Men det foregår alt sammen under myndighedernes radar, for i Danmark er det ikke lovligt at betale en kvinde for at bære et barn.

Det ønsker Liberal Alliance at lave om på.

- Liberal Alliance ser gerne, at vi får nogle forhold for danske borgere, så de kan få en rugemor i Danmark, i stedet for at de skal rejse til USA eller andre lande for at få deres ønskebarn, siger May-Britt Buch-Kattrup, der er sundhedsordfører hos Liberal Alliance.

I USA får en kvinde et baggrundstjek, inden hun får tilladelse til at bære et barn for andre, og det er en model, Liberal Alliance vil føre med ind i Folketingssalen:

- Den screeningsmodel, der kører i USA, lyder meget fornuftig og kan godt være grundlag for lovgivning i Danmark, siger May-Britt Buch-Kattrup.

Men socialminister Karen Ellemann (V) afviser skarpt, at det kan komme på tale at lave en model for betalte rugemødre.

- Grundlæggende set mener jeg, det er etisk forkert. Jeg er modstander af betalt rugemødreskab, og jeg er modstander af, at man betaler en rugemor for at bære ens barn, siger hun og fortsætter:

- Grundlæggende mener jeg ikke, det er en menneskeret at få et barn. Derfor synes jeg, den danske lovgivning er helt fornuftig, fordi der er et forbud, og det mener jeg, vi skal holde fast i.

Gårsdagens 21 Søndag kunne fortælle, at flere og flere danskere søgte til udlandet for at få opfyldt ønsket om at få et barn. Alt sammen foregår i skjul, fordi betalt rugemorskab er ulovligt i Danmark.

Af samme grund føler danske barnløse sig kriminaliseret - alene fordi, de ønsker sig et drømmebarn.

- Det er klart, at man bliver kriminel, når man gør noget, som lovgivningen siger, er forkert. Jeg kan sagtens sætte mig ind i følelserne, og jeg ved godt, at mange par kæmper med ufrivillig barnløshed.

- Men vi har en glimrende lovgivning, der hjælper med at afprøve, om det kan lade sig gøre. Og ja, det er svært og synd og så videre, men det ændrer ikke ved, at jeg mener, at det er den helt rigtige lovgivning, vi har i Danmark. Jeg har ikke planer om, at vi skal tillade at have kommercielle rugemødre i Danmark, siger Karen Ellemann.

Se indslaget fra 21 Søndag ovenfor:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk