Læg mærke til dit barns faresignaler

Hundredvis af børn forsøger hvert år selvmord, fordi de ikke trives i hverdagen. Men ofte sender børnene faresignaler ud, inden det går så vidt.

Mange unge overvejer selvmord. Men det kan hjælpe, at forældrene tør tage fat på problemerne. (Foto: Dimitri_c © Stock.xchng)

Hvert år forsøger omkring 450 børn under 15 år at begå selvmord.

Og mange viser på deres egen måde, at de har problemer, før de beslutter at spise piller eller på anden måde gøre en ende på livet. Det fortæller ungdomspsykolog Ida Koch.

Ingen opskrifter

- Der er ikke nogen kogebog at slå op i. Men det, der er vigtigt, er, at forældre reagerer på dét, de lægger mærke til, fortæller barnet, hvad de har lagt mærke til og spørger, om der er noget, de kan hjælpe med, siger psykologen.

Der kan være grund til bekymring, hvis den 10-årige dreng eller den unge teenager pludselig dropper fritidsaktiviteter, som han tidligere var meget glad for at deltage i. Eller hvis den glade datter bliver indelukket og trist.

Find en anden voksen

- Mistrivslen kan komme, fordi det går skidt i familien eller i skolen med kammerater eller rent fagligt. Og det skal man som forælder prøve at finde ud af, siger Ida Koch.

- Hvis man oplever at barnet har svært ved at åbne sig, er det vigtigt at få nogle andre voksne på banen. Det er noget forældre har svært ved, men det er en rigtig god idé, mener hun og foreslår at forældrene eksempelvis kan anbefale barnet at tale sin med bedstemor eller en kammerats forældre.

Søg professionel hjælp

Hvis barnet først har forsøgt selvmord, så er det vigtigt at få professionel hjælp.

- Så er vedkommende sprunget ud med alle sine problemer. Og det er vigtigt at få afdækket hvorfor barnets mismod er så overvældende. De skal lære at håndtere konflikter, problemer og modstand på andre måder end de livsfarlige måder, siger Ida Koch, som mener, at det kan være problematisk for forældrene at klare den opgave.

- Forældre kan have svært ved tåle at høre sandheden. Det lugter børn meget hurtigt, og så beskytter de forældrene og snakker ikke om der, hvor det rigtig knager.

FacebookTwitter