Læge: Dårligt stillede bør gå endnu mere til lægen

De dårligt stillede får ikke den nødvendige lægehjælp, mens de rigeste bør gå mindre til lægen, mener praktiserende læge.

Dem med få ressourcer har svært ved at finde rundt i systemet, siger læge Esben Sevelsted.

Sygdomme og lægebesøg er en større del af livet for de dårligst stillede danskere.

Men selvom de går mere til lægen end de bedre stillede, så får de ikke den hjælp, de skal have, og de kommer til lægen for sent i sygdomsforløbet.

- Problemet er, at de her patienter ofte er mere tidskrævende. Det tager længere tid for lægen at få et overblik over, at de har flere sygdomme. De har flere sociale eller psykiske problemer, og det giver en risiko for, at de her patienter ikke får den optimale behandling, siger Mads Toft Kristensen, der er ph.d.-studerende på Forskningsenheden for Almen Praksis.

Det kan Esben Sevelsted nikke genkendende til. Han er praktiserende læge i Aalborg og møder til dagligt patienter fra både den bedst- og dårligst stillede del af befolkningen.

- Dem med få ressourcer har svært ved at finde rundt i systemet. De har svært ved at huske at komme til de ting, de skal, og de har simpelthen svært ved at læse den skrevne information, som vi har til dem.

Vanskeligt sprog

En af de ting, der gør mødet med lægen vanskeligt, er ifølge Esben Sevelsted, at der ikke er tid nok til at møde og forstå patienten.

- Det betyder, at de ikke får den hjælp, de skal have. Når man har få ressourcer, har man brug for mere hjælp, end hvis man har mange ressourcer, fordi så ved man i forvejen rigtig meget om, hvordan man skal komme rundt i det her system, siger han.

Velstillede går for meget til lægen

Udover at de dårligst stillede burde gå mere til lægen for at få opdaget nogle af sygdommene tidligere, mener Esben Sevelsted, at de bedst stillede burde gøre det modsatte.

- Pointen er, at de velstillede og veluddannede går nok i virkeligheden for meget til lægen, fordi de får lavet såkaldte helbredstjek, som de ikke har nogen som helst grund til at få lavet. Men dem, der har udfordringen i deres livsstil, kommer for lidt. Hvis de kom mere, så kunne vi forhindre nogen af de skader, de påfører sig med deres livsstil, siger han.

Der er meget mere om ulighed i sundhed, når DR1 sender første afsnit af dokumentarserien 'En syg forskel' i aften klokken 20:45.