Læge: Din smartphone har overtaget din frie vilje - sådan får du den tilbage

Få fire gode råd til at lægge mobilen væk.

Få tips til, hvordan du kan få kontrol over telefonen igen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der er en ret stor risiko for, at det er din telefon, der styrer dig og ikke omvendt. Det forklarer Imran Rashid, der er læge og har skrevet bøger om digital afhængighed.

- Der er rigtig meget, der tyder på, at det ikke er den frie vilje, der styrer vores brug af telefonen. Det er ikke vores fornuft, der styrer vores brug af vores opmærksomhed. Det er vaner, der er kravlet så langt ned i hjernen, at vi ikke længere har kontrol over dem.

Elever fra 2. klasse på Fynslundskolen i Kolding har sendt et opråb, fordi deres forældre skal blive bedre til at lægge telefonen væk, når de for eksempel spiser sammen, laver lektier sammen eller er samlet foran fjernsynet.

- Jeg ser den her klasses besked som et råb om hjælp. De efterspørger, ’hvor er vores forældre?’. De mennesker, som har ansvaret for os. Det er virkelig tankevækkende, siger Imran Rashid.

Men det er nok langt de fleste af os, der kan nikke genkendende til at hive mobilen frem lidt for ofte.

Du kan tjekke lige her og finde ud af, om du er afhængig - og hvis du er, så giver Imran Rashid fire råd til at tage kontrollen over mobilen tilbage.

1

1. Telefonen ud af soveværelset

Ud med telefonen, ind med vækkeuret. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Der skal ikke scrolles i soveværelset. Telefonen skal ud, og et gammeldags vækkeur skal ind. En uforstyrret søvn er vigtig.

- Hjernen har brug for en pause og restitution. En udhvilet hjerne har ikke behov for at være konstant tilpas eller søge underholdning. Hvis du ikke sover godt, så vil din evne til at sige nej til fristelser være dårligere, og dermed vil din trang til at tjekke din telefon større.

2

2. Sæt den i flytilstand

Nyd selskabet uden telefonen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Gåtur med kæreste, kaffe med veninden eller middag med familien. Hvis du skal være sammen med andre mennesker, så sæt telefonen i flytilstand. Så skal du ikke vurdere, om de er mere underholdende end det, du går glip af på telefonen, siger Rashid.

3

3. Slå notifikationer fra

De røde notifikationer stresser. Slå dem fra. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det kan næsten krible i fingrene for at se, hvad der er sket, når mobilen vibrerer og lyser. Men hvis du slår notifikationerne fra, så er der ikke noget, der kalder på dine opmærksomhed.

- De eneste, der skal have adgang til din opmærksomhed, er mennesker, som du selv har valgt skal have adgang. Og så skal du gøre det svært for de apps, som lever af din opmærksomhed. Over tid mister du kontrollen, fordi visse apps er designet til at få dig til at føle noget bestemt, når du gør noget bestemt, siger Imran Rashid.

4

4. Skab faste rammer om familietid

Skab faste rammer om nærvær uden mobilerne som gæster. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

Når du trækker din smartphone frem under morgenmaden, så kunne du lige så godt rejse dig og gå ud af lokalet. Du træder nemlig ind i en digital verden - og ud af den virkelige, forklarer Imran Rashid.

- Hvis man til et middagsselskab eller ved morgenbordet sidder med hver sin skærm, så sidder man hver for sig mentalt. Så er det ikke en familie, så er det bare en masse individer, der tilfældigt sidder rundt om et bord, fordi de lige skal have noget at spise.

Derfor skal der skabes faste rammer om, hvornår man er sammen som familie og giver hinanden opmærksomhed, mener han.

- Hvis der er teknologi til stede, kan man ikke være sikker på, at nærværet også er der, for det kræver uddelt opmærksomhed, og det kan ikke sikres, hvis der er nogle ting, der kan få hver vores opmærksomhed.

DR Nyheder har lavet en familiekontrakt, som du kan printe ud og hænge op derhjemme. Den kan du finde lige her.

Facebook
Twitter