Læge og debattør dropper trusler om gabestok: 'Hadbeskederne er nærmest forsvundet som dug for solen'

Læge og debattør Vibeke Manniche vil alligevel ikke offentliggøre navne på personer, der har skrevet hadbeskeder. 

Vibeke Manniche, der er læge og debattør, foreslår, at der indføres et netpoliti, som kan uddele bøder til folk, der sender hadske beskeder på nettet. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

- Når folk bliver truet med offentliggørelse, så sætter det en meget naturlig begrænsning.

Sådan lyder det fra læge og debattør Vibeke Manniche, der i tirsdags truede med at offentliggøre navnene på alle de personer, der har sendt hende hadefulde beskeder. Medmindre de - senest i dag - sendte hende en undskyldning.

I blogindlægget krævede Vibeke Manniche i første omgang også 150 kroner sammen med undskyldningen for at undlade at offentliggøre navnene. Det krav droppede hun dog hurtigt igen, fordi hun ikke mente at kunne administrere det. Pengene skulle være gået til Kvindehjemmet Danner, siger hun.

Men lægen har nu droppet sine planer om offentliggøre navnene på de 'haters', der har svinet hende til, skriver hun i et nyt blogindlæg. Dette bekræfter hun over for DR Nyheder.

- Alt tyder på, at man gerne må offentliggøre navne og beskeder fra 'haters'. Mit ærinde har dog aldrig været at hænge nogen ud – mit ærinde har været at få skabt en debat. Den har vi fået, skriver Vibeke Manniche.

Hun siger til DR Nyheder, at hele ideen gik ud på at sætte gang i en diskussion om konsekvenser af nethad.

- Jeg ved ikke, om jeg har skiftet mening. Nu ligger det ikke til mig at hænge folk ud. Heller ikke dem, der går ind og kalder mig grimme ting. Jeg vil bare gerne have, at der er en konsekvens af nethad for dem, der udøver det.

Vibeke Manniche anslår selv, at hun igennem årene har modtaget flere end tusind beskeder med chikanerende indhold.

Vil have indført et netpoliti

Derfor foreslår lægen og debattøren, at der indføres et netpoliti, som kan uddele bøder til folk, der sender hadefulde beskeder til andre.

- Jeg mener, at der skal være en umiddelbar reaktion i form af en bøde, og i værste fald skal navnene offentliggøres i en offentlig gabestok. Det vil have en stor effekt, for tænk hvis ens navn vil komme frem - så kan arbejdsgiveren, konen, moren, datteren og vennerne pludselig se, hvilken skidt karl, man er, siger Vibeke Manniche.

Helt konkret foreslår hun, at der skal være en offentlig instans, som reagerer indenfor 24 timer på hadefulde beskeder. Der skal være en umiddelbar konsekvens i forhold til gerningmanden med bødeforlæg. Offentliggørelse af navne skal ske efter fem gange chikane i en "offentlig gabestok". God opførsel i en periode på f.eks. 6 måneder får en af listen igen.

Vibeke Manniche fortæller, at hendes trussel om at offentliggøre navnene på dem, der har sendt hende hadbeskeder, har virket efter hensigten.

- Lige efter, jeg havde skrevet mit indlæg, var der en masse nethad, og jeg har fået flere dødstrusler. Men nu er hadbeskederne nærmest forsvundet som dug for solen. Jeg bilder mig ind, at det er gået op for nogle af de her haters, at det kan få konsekvenser.

Vibeke Manniche har anmeldt fire tilfælde af dødstrusler til politiet, fortæller hun.

Anmeldt for afpresning

Ifølge avisen BT er Vibeke Manniche blevet anmeldt til politiet for afpresning for at have truet med at hænge folk ud. Dette har avisen fået bekræftet af Nordsjællands Politi.

Vibeke Manniche siger til DR Nyheder, at det er "så langt fra virkeligheden, at jeg skulle have forsøgt at afpresse nogen":

- Alt det overlader vi til politiet, ingen kommentarer. Jeg kunne ikke drømme om afpresse nogen, siger Vibeke Manniche.

Hun håber, at hele diskussionen om en 'gabestok' for haters vil sætte fokus på problemet.

- Jeg er glad og stolt over, at netpoliti er blevet noget, vi nu diskuterer.

Facebook
Twitter