Læge om epidemi: Få vaccineret små børn mod kighoste

Den smitsomme epidemi er særligt farlig for børn under 24 måneder, lyder det fra læge.

Det er farligst for børn under 24 måneder at blive ramt af kihoste. (Foto: DANISH ISMAIL © Scanpix)

Der er over tre gange flere tilfælde af kighoste end normalt i Danmark i øjeblikket. Derfor vurderer Statens Serum Institut (SSI), at der er tale om en kighosteepidemi.

SSI oplyser, at der er en forhøjet forekomst i hele landet og blandt alle landets aldersgrupper.

Men særligt forældre med børn under to år skal være opmærksomme på de smitsomme bakterier.

- Kighoste er som udgangspunkt kun farligt for små børn. Så det er vigtigt at sikre, at små børn er vaccineret, og at de er vaccineret til tiden, siger Peter H.S. Andersen, der er afdelingslæge og infektionsepidemiolog hos Statens Serum Institut.

Farlig for små børn

Han forklarer, at det vigtigste er, at små børn bliver beskyttet mod kighoste med vaccinationer, når de er tre, fem og 12 måneder. For selvom kighoste er et irriterende bekendtskab for både voksne og børn, så kan det have alvorlige konsekvenser for de helt små.

- Man får kraftige hosteanfald. Så længe man hoster, kan man ikke trække vejret, og små børn er meget følsomme i forhold til iltmangel. Hvis barnet har hostet i et halvt minut, så når det altså at blive så påvirket iltmæssigt, at det bliver helt blåt og kan risikere at få skader, forklarer Peter H. S. Andersen.

Hvis ens toårige barn ikke har fået det fulde vaccinationsprogram endnu, er der dog ikke grund til panik.

Så er der nemlig mulighed for at få antibiotika som forbyggende behandling mod kighoste, forklarer lægen.

Mange voksne får sygdommen

Kighoste er en meget smitsom sygdom. Derfor bliver mange danskere årligt ramt af sygdommen.

Og selvom det ikke er alvorligt for voksne at få sygdommen, kan det være en lang fornøjelse alligevel. Hosten kan vare i helt op til syv uger.

- Man vil typisk have langvarig, tør hoste, som man er generet af, siger Peter H. S. Andersen.

Omkring 40 procent af alle, der bliver ramt af kighoste, er voksne mennesker.

De gode råd for at undgå at blive smittet eller sprede smitten er ifølge Peter H. S. Andersen at hoste i ærmet, så bakterierne ikke spreder sig mere end højst nødvendigt og at holde god almen hygiejne og særligt håndhygiejne, så man nedsætter risikoen for smitte.

Fakta om kighoste

  • Kighoste er en bakterieinfektion med Bordetella pertussis.

  • Kighoste forekommer blandt både børn og voksne.

  • Hverken vaccination eller tidligere kighoste giver livslang beskyttelse mod ny infektion.

  • Formålet med vaccinationsprogrammet er derfor at beskytte de helt små børn.

  • Kighoste er yderst smitsom i de første tre-fire uger af det op til tre måneder lange sygdomsforløb.

  • Det er især vigtigt at undgå smitte til uvaccinerede spædbørn, da kighoste kan have et alvorligt forløb i denne gruppe.

  • Antibiotika-behandling kan anvendes for at forhindre smitte samt som forebyggende behandling ved risiko for smitte til uvaccinerede spædbørn.

  • Kilde: Statens Serum Institut