Lægeforeningen sår tvivl om frivillige vaccinationer: Hvordan skal vi vurdere, hvem der er i fare?

Et vaccinationsfirma melder sig dog klar til at tage opgaven med at stikke danskerne med de ubrugte vacciner.

20. maj regner regeringen med at have en ordning på plads, så man selv kan vælge at få en af de ubrugte vacciner fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

I går kom regeringen med en tidsplan for den ordning, der skal give folk mulighed for at blive vaccineret frivilligt med coronavaccinen fra enten AstraZeneca eller Johnson & Johnson.

Regeringen vil være klar med en såkaldt bekendtgørelse om ordningen 20. maj, og der kan den træde i kraft. Så er det bare op til de private virksomheder, der tager opgaven med at vaccinere på sig, hvornår man kan komme i gang.

Men for at blive vaccineret med en af de to vacciner, skal man først have vaccinen ordineret af en læge. Og det kan blive et problem, lyder det nu fra Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.

Hun kan lige nu ikke se, hvordan lægerne skal kunne lave den vurdering og stå på mål for den.

For den vurdering mener hun ikke, man ordentligt kan lave, så længe Sundhedsstyrelsen ikke kan pege på, hvem der er i særlig risiko for at blive ramt af de alvorlige bivirkninger med blodpropper, som de to vacciner i meget sjældne tilfælde kan give.

- Som læger har vi et ansvar for, at vi ikke gør mere skade end gavn. Derfor skal vi kunne pege dem ud, der ikke bør få vaccinen, fordi deres risiko er endnu større end andres, siger hun.

Firma er klar til opgaven

Derfor råber hun nu vagt i gevær overfor de læger, der eventuelt kunne finde på at tage opgaven på sig senere på måneden, når det bliver muligt for danskerne at tage imod en af de ellers skrottede vacciner.

- Jeg vil ikke sige, at der ikke vil være læger, der er klar til at tage det skøn. Men lige nu er det meget på lægens egen ryg, hvornår vi potentielt kommer til at vaccinere en borger, der kan få en alvorlig komplikation, lyder det altså fra formanden for Lægeforeningen.

Hos vaccinationsfirmaet Practio er stifter og læge Jonas Nielsen dog ikke helt så afvisende.

Firmaet er blandt dem, der har budt ind på at stå for vaccinationerne med AstraZeneca og Johnson & Johnson, når muligheden kommer.

Han er helt enig i, at der skal være nogle klare retningslinjer for, hvordan de som virksomhed skal håndtere vaccinationerne. Men han vil ikke sige, at det ikke kan lade sig gøre, hvis ikke Sundhedsstyrelsen kan udpege risikogrupper for vaccinerne.

- Jeg kan ikke stå her og sige, hvordan Sundhedsstyrelsen skal tilrettelægge deres retningslinjer. De skal være klare og til at forstå, så man som læge ved, hvad man skal gøre. Og så har jeg en forventning om, at Sundhedsstyrelsen leverer det.

Han mener dog, at man skal se på mere end bare risikoen for at få blodpropper som følge af vaccinen.

- Der er bivirkninger ved alle lægemidler. Man kan også få blodpropper af p-piller, men dem udskriver vi stadigvæk. Man skal lave en individuel vurdering, hvor man også ser på det hele menneske.

- Der kan være andre ting i den enkelte persons omstændigheder, der gør, at det giver mening at ordinere en vaccine. Det er de retningslinjer og vejledninger, vi efterlyser, siger han.

Heunicke overvejede selv at tage stikket

DR har forsøgt at få en kommentar fra både Sundhedsstyrelsen og regeringen til indvendingerne fra Lægeforeningen. Det har ikke været muligt.

Derfor har det altså ikke været muligt at få at vide, om Sundhedsstyrelsen kommer til at kunne udpege, om der er personer i særlig risiko, som lægerne skal undlade at ordinere en vaccine til.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde tidligere i dag, at han mener, at den nye plan fra Sundhedsstyrelsen viser, at det kan lade sig gøre med en model med frivillige vaccinationer.

- Så er det op til de private selskaber, hvornår de kan være klar. Vi vil allerede nu i dialog med dem, så de kan kende de konditioner, de skal arbejde under.

Om efterspørgslen er stor nok til, at alle de mange overskydende doser af vaccinerne kan komme i brug i Danmark er endnu ikke til at vide, siger ministeren, der har overvejet selv at tage vaccinen - men dog ikke ender med at gøre det.

- Jeg har selv overvejet det, men er nået frem til, at jeg er i en situation, hvor jeg godt kan vente. Det er et personligt valg, der er en tryg ramme omkring, og der er modeller for, at man skal tale med læger først, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk