Lægemiddelstyrelsen efter forkerte piller: Uhyre sjældent det sker

Kontrollen med medicin fungerer, siger styrelsen, efter at forkerte smertestillende er endt i Pamol-glas.

Har du pamoler med nummeret 11255945 påtrykt på siden, må du ikke tage dem. Returnér dem på apoteket. Du skal søge læge, hvis du allerede har taget pillerne, som er trukket tilbage. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Et parti Pamol-smertestillende med 300 styk pr. glas solgt i januar er blevet kaldt tilbage, fordi der er fundet andre tabletter i glassene end Pamol.

Men det sker så sjældent, at fejlen ikke giver anledning til at se på kontrollen af de piller, som kommer i glas og æsker, og ender på medicinhylden hos danskerne.

Det mener Lægemiddelstyrelsen, som i forgårs informerede om, at et parti af præparatet skulle fjernes fra hylderne.

- Det her sker uhyre sjældent. I forhold til hvor mange millioner af partier lægemidler, der bliver fremstillet, er det meget sjældent, at der er sager som den her. Vi kalder måske lægemidler tilbage én gang om året på det her niveau. Så det her er ikke et udtryk for et system, der ikke fungerer. Tværtimod er det et udtryk for et system, der fungerer, som det skal, siger styrelsens sektionsleder, Frank Bøgh, til DR Nyheder.

4.040 glas trukket tilbage

Der er hidtil kun fundet enkelte glas Pamol med andre piller end Pamol. Det viste sig at være ibuprofen 600 mg, og de to typer smertestillende virker forskelligt. Alligevel er 4.040 glas trukket tilbage.

Derfor skal man kontakte sin læge, hvis man har taget piller fra Pamol-glas med nummeret 11255945 påtrykt på siden, lyder det fra Lægemiddelstyrelsen.

- I den konkrete sag har vi vurderet, at sandsynligheden er meget lille for, at der er særlig meget af det ude blandt befolkningen. Indtil videre har vi kun fundet to dåser, og det er relativt få personer i Danmark, hvor det er problematisk, hvis de får det forkerte lægemiddel, som der er i denne sag, siger Frank Bøgh.

Risiko for forgiftning

Ifølge DR's sundhedskorrespondent, læge Peter Qvortrup Geisling, er der risiko for forgiftning, hvis man har taget forkerte piller i den tro, at det var Pamol-piller.

Man må nemlig tage flere piller med paracetamol (som fx Pamol, red.) om dagen end piller med ibuprofen. Den normale maksdosis for piller med ibuprofen er tre gange 600 mg om dagen.

- Folk tror, at de får en Pamol, og normalt tager man to Pamol fire gange dagligt, så de kommer faktisk til at tage otte gange 600 mg ibuprofen i stedet for. Så begynder man så småt at nærme sig forgiftningsdosis for ibuprofen, forklarer han.

Dog er den aktuelle fejl ikke så alvorlig, påpeger Peter Qvortrup Geisling.

- Begge former for medicin er lettere smertestillende. Det havde været bedre, hvis det havde været 200 mg ibuprofen. Men det er ikke det værste, der kan ske, siger han.

- Symptomerne er svimmelhed, synsforstyrrelser, eller at man kan have svært ved at styre sine bevægelser. Så ved man også, at store doser ibuprofen kan give mavesår, siger Peter Qvortrup Geisling.

Kritik fra kommune

Det er særligt folk, som får blodfortydende medicin, der kan få problemer med for stor dosis i ibuprofen.

Og i Esbjerg Kommune satte man gang i den helt store indsats for at finde frem til borgere, som får blodfortyndende, og som muligvis ligger inde med de forkerte Pamol-glas.

Lægemiddelstyrelsen sendte en pressemeddelelse henvendt til både patienter, læger og apoteker, og det var ikke godt nok, mente kommunen.

- Jeg synes, at nogen skulle tage ansvar og rådgive og vejlede om, hvad vi rent faktisk skal gøre i denne sag, har direktøren for Sundhed og Omsorg, Arne Nikolajsen, sagt til DR Nyheder.

Lægemiddelstyrelsens sektionsleder, Frank Bøgh, beklager over for Esbjerg Kommune, og nu vil man gå i dialog med Kommunernes Landsforening for at se på, om der skal etableres et kommunalt beredskab, hvis noget lignende skulle ske igen.

- Vi vurderede, at vi gav nok information, men vi kan jo også konstatere, at der er en kommune, som ikke mener det. Så vi vil selvfølgelig gerne tage stilling til, om vores procedure kan tilpasses.