En ældre flygtning kommer til lægen med tale- og synkebesvær. I første omgang tror lægen, at der er tale om en blodprop i hjernen. Senere viser det sig, at det er nervesygdommen ALS, og at patienten har haft symptomer i mere end ti år.

Diagnosen blev stillet for sent, blandt andet fordi læger og tolke havde problemer med at forstå, hvad patienten sagde.

Misforståelser og forsinkede diagnoser er ikke et sjældent syn, når flygtninge eller indvandrere tager til lægen.

Eksemplet ovenfor stammer fra en ny analyse af sygdomsforløbene for 147 patienter, som lægerne på Indvandrermedicinsk Klinik i Odense har været i kontakt med i de seneste to år. 95 af dem havde på grund af en sprogbarriere oplevet et problem med deres diagnose eller behandling.

Det er Morten Sodemann, overlæge på klinikken i Odense, der har lavet rapporten, der bliver offentliggjort på Patientsikkerhedskonferencen i København d. 19. april. Han mener, resultatet er udtryk for et stort problem.

- Der er nogle af hændelserne, som er meget alvorlige. Og hvor det har ført til en så betydelig forsinkelse af diagnosen, at det er beklageligt.

I opgørelsen er der også eksempler på, at læger har tolket symptomer forkert og troet, at de skyldtes noget kulturelt. For eksempel hos en burmesisk flygtning, hvis PTSD-symptomer blev tolket som ‘asiatisk tilbageholdenhed’.

- Når det er svært, kan vi læger have en tendens at fylde det ud med fordomme og forestillinger om, hvordan asiatere og afrikanere opfører sig, som tit kan forvirre os i forhold til almindelige sygdomme.

- Og så tror vi nogle gange, at fordi man har brune øjne og en accent, så har man også mærkelige, mystiske og kulturelle sygdomme, siger Morten Sodemann.

Sproget er en stor udfordring

En af de læger, der oplever hverdagen med sproglige udfordringer er Christian Wejse, der er speciallæge i infektionsmedicin på Aarhus Universitetshospital.

Hans afdeling gør meget for at undgå, at der sker fejl. For eksempel har man undervist hele personalegruppen i at bruge videotolkning, siger han.

- Vi har en stor gruppe af patienter med anden etnisk baggrund, og derfor er vi nødt til at tage hånd om det.

Men misforståelserne kan godt opstå alligevel. Det har Christian Wejse selv oplevet, da han skulle forklare en patient, hvordan han skulle tage sin nye medicin. En tolk skulle oversætte, og samtalen gik som udgangspunkt fint.

Men da patienten skulle hente sin medicin på hospitalet en uge senere, var der ikke nogen tolk til stede, fortæller Christian Wejse.

- Efterfølgende viser det sig, at patienten har forstået, at han skal tage sine piller tre gange om dagen i stedet for tre gange om ugen. Det er en meget massiv og for høj dosis, som ender med, at han får hjerteproblemer og skal indlægges.

- Jeg bebrejder selvfølgelig mig selv, at jeg ikke har været tydelig nok i forhold til at få det forklaret. Derfor tænker jeg på, hvad jeg kan lære af det, og hvordan vi kan sikre os, at sådan nogle misforståelser ikke sker igen, siger Christian Wejse.

For få bruger tolke

Ifølge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense er det afgørende, at endnu flere sygehuse og praktiserende læger får brugt tolke i de vigtige samtaler.

Det gør patienterne trygge, og på den måde beskriver de deres symptomer mere præcist, siger han

- Omkring en tredjedel af de fejl, vi finder, er helt banale sproglige fejl. Hvis der var en tolk med, så havde lægen hørt, hvad der blev sagt, og så kunne han opføre sig som en almindelig læge.

I sundhedsloven står der, at patienter har ret til vederlagsfri tolkebistand, når lægen vurderer, at en tolk er nødvendig for behandlingen.

Men det sker langt fra hver gang, siger Morten Sodemann.

- Og vi kan dokumentere, at det går ud over patienterne. Manglende tolkebrug fører til fejl og giver nogle langtidskonsekvenser for patienterne, og så er det dyrt for samfundet.

- Det står jo i sundhedsloven, at lægen skal sikre sig, at han kan tale med patienten. Og hvis det kræver en tolk, så har lægen pligt til at anvende tolk til de her samtaler.

Ifølge Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing kan det være svært for lægerne at skaffe tilgængelige og gode tolke. Han har gennem flere år peget på, at der ikke er et godt nok tilbud om tolkning i sundhedsvæsenet.

- Og det er rigtig problematisk, fordi det betyder, at vi ikke får diagnosticeret patienterne godt nok. Vi har også svært ved at forklare patienterne, hvordan de skal følge behandlingen, siger han.

Det er lægens ansvar at sørge for, at han kan kommunikere med sin patient. Løfter I den opgave godt nok?

- Vi skal blive bedre til at kræve, at der er tilgængelig tolkning af god kvalitet. Men i de enkelte tilfælde så dur det heller ikke, at lægen bare sætter sig tilbage med armene over kors og ikke vil indlede en samtale med patienten, fordi der ikke er god nok tolkning til rådighed.

Lige adgang til sundhed

På Aarhus Universitetshospital håber speciallæge Christian Wejse, at endnu flere afdelinger vil sætte fokus på problemstillingen.

- Vi kan ikke skyde den tilbage på patienten og sige, at de bare skal få lært dansk. Det kæmper mange af dem med. Nogle har endda nogle sygdomme, der gør, at de ikke kan lære dansk, siger han.

Også Marie Nørredam, der er formand for Dansk Selskab for Indvandrersundhed, mener, at det er sundhedsvæsenets ansvar at hjælpe den gruppe af patienter, der har sprogvanskeligheder. I hvert fald hvis vi vil leve op til sundhedslovens målsætning om lige adgang til sundhedsvæsenet.

- For at sikre lighed i sundhed, må man man sommetider gå ind og behandle folk forskelligt og lave nogle særlige initiativer som for eksempel tolkning, siger hun.

Hvorfor er det samfundets problem, at der er en gruppe patienter, der ikke forstår dansk?

- Hvis vi synes, at man skal have lige forudsætninger for at leve et sundt og raskt liv, så er det samfundets problem. Og jeg tror også, at det i sidste instans kan betale sig for samfundet at fokusere på at hjælpe folk på vej ved at sikre sig, at der er ordentlig tolkning til stede for de grupper, der har brug for det.

Særlig klinik burde ikke findes

Siden 2008 har Indvandrermedicinsk Klinik i Odense taget imod patienter, som egen læge eller hospitalslægerne ikke umiddelbart kunne hjælpe. For nogle patienters vedkommende har lægerne over flere år forsøgt at stille en diagnose uden held.

Overlæge Morten Sodemann beskriver for eksempel en patient med angst og smerter i brystet, der blev opfattet som en kronisk smertepatient. På Indvandrermedicinsk Klinik viser det sig, at patienten har flere diskusprolapser i nakken.

Et andet eksempel er en ung flygtning, der ikke kunne følge med i sin sprogundervisning. Kommunen beskrev ham som fjollet og doven, men på klinikken viser det sig, at drengen har en gigtsygdom i hjernen og har haft flere blodpropper.

På ni år har klinikken set 1.700 patienter - oftest fra Odense og omegn. Og det er i princippet for mange, siger overlæge Morten Sodemann.

- Klinikken her burde jo slet ikke findes. Men der er så systematiske problemer med at tilbyde ligebehandling til denne gruppe patienter, så den er nødt til at findes i nogle år, indtil vi finder ud af, præcis hvor skoen trykker. Vores nye rapport tyder på, at det er det sproglige, den er gal med.

- Når sproget halter, holder lægen op med at spørge, og patienten holder op med at prøve at forklare de ofte lidt komplekse symptomer for lægen.