Læger i størst risiko for selvmord

En undersøgelse af alle selvmord fra 1991 til 1997 viser, at læger og sygeplejersker har ekstra høj risiko for at begå selvmord. Lægerne begår selvmord seks gange så ofte som arkitekter og ingeniører.

Læger har næsten seks gange så stor risiko for at dø af selvmord som arkitekter og ingeniører. (© Stock.xchng)

Læger tager livet af sig selv oftere end nogen anden faggruppe. De har næsten seks gange så stor risiko for at dø af selvmord som arkitekter og ingeniører. Og sygeplejersker ligger lige bagefter. Det viser en ny undersøgelse, skriver Politiken.

- Man har vidst længe, at der var en ekstra risiko for, at læger begår selvmord, men man har ikke tidligere sat det i forhold til andre faggrupper, og der overrasker det virkelig, at de ligger helt i top. De begår oftere selvmord end selv de arbejdsløse, siger adjunkt, Esben Agerbo, der er hovedkraft bag undersøgelsen.

55 faggrupper undersøgt

Undersøgelsen, der offentliggøres i tidsskriftet Psychological Medicine omfatter samtlige 3.195 selvmord blandt personer i alderen 25 til 60 år i perioden 1991 til 1997. Selvmordernes beskæftigelse er registreret, og det giver tilsammen et billede af selvmordsraterne blandt 55 forskellige faggrupper.

Skiller sig ud fra ligestillede

Forskellene er store, men de fleste udsving kan forklares ud fra generelle og kendte forhold: Folk med høj løn begår sjældnere selvmord end de lavtlønnede, og har man høj status på jobbet, er man mindre tilbøjelig til at tage sit eget liv.

Men læger og sygeplejersker skiller sig voldsomt ud fra det mønster. Særligt lægerne burde nyde godt af status og løn, alligevel er de den faggruppe, der suverænt oftest begår selvmord.

Facebook
Twitter