Læger kritiserer 'sukkervand' som bedøvelse under omskæring: Styrelse opfordres til at ændre vejledning

Omstridt metode til smertelindring af spædbørn under omskæring bør slettes, mener narkoselæger.

Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin opfordrer til at ændre anbefalingerne i officiel vejledning om omskæring. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Folketinget skal stemme om et forbud mod omskæring af børn inden jul. Samtidig arbejder Styrelsen for Patientsikkerhed på en ny og opdateret faglig vejledning om omskæring af drenge.

Derfor opfordrer landets førende narkose- og traumelæger nu til, at styrelsen dropper en række metoder til smertedækning ved omskæring, der er nævnt i den gamle vejledning.

Et notat fra 2013 beskriver, at koncentreret sukkervand på sutten samt lokalbedøvende creme kan bruges til smertelindring af nyfødte.

- Det er simpelthen ikke i orden. Det er ikke tilstrækkeligt effektivt, og metoderne er ikke godkendt til små børn, siger Joachim Hoffmann-Petersen, formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) samt afdelingslæge på Odense Universitetshospital.

Voldsom debat om omskæring

Debatten om rituel omskæring blussede op, efter at der i februar blev stillet et borgerforslag om forbud mod omskæring af raske børn under 18 år. Forslaget fik de påkrævede 50.000 støtter og er nu klar til afstemning i Folketinget i løbet af efteråret.

Tidligere på året vedtog Folketinget, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal opdatere den faglige vejledning, der er fra 2013.

- I Styrelsen for Patientsikkerhed har vi nu igangsat et arbejde med opdateringen, som umiddelbart forventes færdiggjort i løbet af dette efterår, skriver styrelsen, der bekræfter, at relevante bedøvelsesmetoder vil ‘blive vurderet’.

Bør slette sukkervand som lindring

Narkose- og traumelægerne fra DASAIM opfordrer til, at den vurdering ender med, at man helt dropper de nuværende anbefalinger til bedøvelse, hvor sukkervand til nyfødte er en af metoderne.

- Sukkervand er sukkervand. Det er altså ikke smertestillende eller bedøvende. Det samme gælder de lokalbedøvende cremer, der også bliver foreslået. De er faktisk ikke godkendt til brug ved omskæring eller små aldersgrupper, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

- Vi kan ikke på nogen måde acceptere, at man anbefaler metoder, som ikke er i overensstemmelse med god, faglig standard. Børn har nøjagtig den samme smerteopfattelse som voksne, og derfor har de samme ret til og krav på at få en god bedøvelse i forbindelse med kirurgiske indgreb. Det er ligegyldigt, om det er lægeligt ordineret kirurgi eller kirurgi, der udføres af kulturelle eller religiøse årsager, siger formanden for selskabet af narkoselæger, der derfor anbefaler en mindstealder for omskæring.

- Man kan godt vælge at fuldbedøve børn ved omskæringer. Problemet er bare, at der er en vis risiko, når man bedøver børn. Jo mindre børnene er, jo større er risikoen. Derfor anbefaler vi, at man venter med at foretage omskæring, til man er 18 år, men det er Folketingets opgave at træffe den beslutning, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Styrelsen for Patientsikkerhed har ingen kommentarer til opfordringen fra narkoselægerne.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk