Læger kritiserer Sundhedsstyrelsen for brug af nye corona-tabletter

De praktiserende læger har ikke lyst til at skulle udskrive behandlingen, fordi de ikke ved, om den virker.

Sådan ser de nye tabletter fra virksomheden Merck ud. (Foto: © MERCK & CO INC, Ritzau Scanpix)

Det lyder meget tiltalende. Personer i risikogruppen for alvorlig sygdom ved coronasmitte kan kontakte deres praktiserende læge, hvis de bliver testet positiv, og så kan de få nogle tabletter, der behandler sygdommen og gør risikoen for et alvorligt forløb mindre.

Det er den plan, Sundhedsstyrelsen har lagt for brugen af de tabletter fra medicinalvirksomheden Merck, som man foreløbigt har indkøbt 50.000 af.

Der er bare et problem - flere praktiserende læger har ikke rigtig lyst til at give dem til patienterne. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), der er de praktiserende lægers faglige fællesskab, kritiserer nu Sundhedsstyrelsen for at have anbefalet brugen af tabletterne.

Anders Beich, der er DSAM's talsmand på coronaområdet, mener, at dokumentationen for tablettens virkning er for dårlig.

- Vi synes, at dokumentationsgrundlaget er virkelig, virkelig spinkelt. Vi er bange for, at vi bruger et middel, der i bedste fald er uvirksomt og i værste fald udsætter folks behandling for sygdommen, siger han.

Kan forhindre andre behandlinger

I værste fald mener han altså, at nogle patienter, der har brug for behandling, vil få den effektive behandling på hospitalerne for sent på grund af de nye tabletter, der går under navnet molnupiravir eller Lagevrio.

- Der er en tendens til, at når man først er blevet behandlet, så tænker man, at nu går det godt. Det kan være, at både læge og patient tænker, at nu er patienten jo i behandling. Men hvis behandlingen er virkningsløs, så kommer man jo til at trække tiden ud, og man risikerer, at sygdommen bliver værre, uden man får taget affære, siger Anders Beich.

Samme kritik kommer fra Medicinrådet, der er et uafhængigt råd, som kommer med anbefalinger til regionerne om brugen af forskellige lægemidler.

- Vi har jo i forvejen behandlinger, som virker til den gruppe af patienter, som pillen også skal bruges til. Behandlinger, som virker langt bedre og er dokumenteret langt bedre end den her pille, siger formand for Medicinrådet Steen Werner Hansen.

- Så i værste fald forhindrer man nogle patienter i at få en relevant behandling, fordi man tror, man har givet den rigtige behandling.

Svingende resultater

Problemet med tabletterne fra virksomheden Merck er ifølge professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jan Gerstoft, at behandlingen i de indledende studier så effektiv ud, men senere ændrede det billede sig.

- Da man fik gjort hele studiet op, viste det sig at være knapt så positivt.

- Man blev bekymret over, at den positive effekt helt overvejende blev set i Sydamerika, hvor de har nogle specielle varianter af coronavirus, mens der stort set ingen effekt var i USA og Europa. Hvorfor der er store forskelle, ved man dog ikke, siger han.

Hans egen vurdering er også, at behandlingen næppe har nogen effekt, for i de befolkninger, der ligner den danske mest, har den ikke vist gode resultater i studierne.

Lægemidlet er heller ikke blevet godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) endnu. EMA har dog lagt op til, at lande godt selv kan beslutte at godkende pillerne, hvis der er brug for det i kampen mod corona.

Også Pfizer er i gang med at producere corona-piller, som har fået navnet Paxlovid. De er ikke sat til at blive udrullet i Danmark endnu. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

Tidligere har Dansk Selskab for Infektionsmedicin i en artikel hos Ugeskrift for Læger opfordret Sundhedsstyrelsen til at genoverveje både købet og brugen af tabletterne. Det har man gjort i Frankrig, hvor den franske sundhedsstyrelse har besluttet at undlade udrulning af lægemidlet.

Lav beslutningen om

Og samme opfordring kommer både de praktiserende læger og Medicinrådet nu med. Anders Beich, der repræsenterer de praktiserende læger, er ærgerlig over, at Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at man som smittet kan kontakte sin praktiserende læge for at få behandlingen.

- Alle kan begå fejl i den her tid, hvor vi hele tiden skal træffe hurtige beslutninger på spinkle grundlag. Men den her ide om, at man skulle kunne gå til egen læge og få et middel, der skulle forebygge at komme på hospitalet, den behandling har vi ikke grundlag for at give.

- Derfor synes vi, at Sundhedsstyrelsen skal omtænke det. Det er ikke en skam at begå fejl, men det er en skam ikke at rette op på fejlene, siger han.

Det har ikke været muligt at få et interview med Sundhedsstyrelsen, men styrelsen oplyser, at det fortsat giver god faglig mening at bruge pillen.

Folketinget har godkendt, at der i år og næste år bliver indkøbt for i alt 450 millioner kroner coronatabletter. Der er dog ikke kun tale om tabletterne fra Merck, men også om tabletter fra Pfizer, som er under udvikling og har vist lovende resultater.