Læger og Kræftens Bekæmpelse: Medierne har fortalt mange skrækhistorer om HPV

Mediernes historier om syge hpv-vaccinerede piger er medskyldige i frit fald i antal af vacciner, mener læger og Kræftens Bekæmpelse.

Hovedpine, svimmelhed, besvimelser og voldsom træthed. Det er nogle af de symptomer, som nogle hpv-vaccinerede piger og kvinder fortæller, at de oplever.

Og medierne har flittigt bragt historier om pigers bivirkninger videre. Måske derfor er antallet af fuldt hpv-vaccinerede er i frit fald. Ifølge tal fra Statens Serum Institut er blot 15 procent af de piger, der blev født i 2003, fuld vaccinerede. Det samme gælder for 79 procent af pigerne født i 2000.

Men er det medierne, der alene er skyld i det store fald? Det har DR Nyheder spurgt praktiserende læger og Kræftens Bekæmpelse om.

- De forældre, jeg har talt med, giver udtryk for, at de var i tvivl om, hvorvidt vaccine var det rigtige at gøre, og at den tvivl skal komme deres datter til gode, siger Line Soot, der er praktiserende læge i Valby.

- Ofte giver forældrene udtryk for, at deres tvivl er der på grund af historier i medierne om alvorlige bivirkninger.

Forstår godt at forældre er utrygge

I de fire år, hvor Line Soot har været praktiserende læge i Valby, har hun oplevet et stærkt fald i antallet af piger, der er kommet til klinikken for at blive vaccineret.

Også Trine Jeppesen, der er praktiserende læge på Amager, oplever færre patienter, der skal have de to stik.

Tallet har været drastisk faldende, siger lægen, der maksimalt har uddelt en håndfuld vacciner på to år.

- Forældre er utrygge over, hvad er op og ned. Det kan man ikke fortænke dem i. Hpv-vaccinen har fået ekstremt meget opmærksomhed i medierne. Jeg forstår godt, at piger og forældre er utrygge, når de hører historier om, at piger kan blive syge af vaccinen. Som praktiserende læge kan jeg også selv komme i tvivl om, hvad der er op og ned i sagen her. Vi mangler en helt neutral enhed, der har kunnet informere om vaccinen, så vi på en god måde har kunnet fortælle forældre og piger om fordele og ulemper ved vaccinen, siger hun.

Har ikke været vakse nok ved havelågen

I Kræftens Bekæmpelse er man ikke uenig med lægerne

- Medierne har et medansvar, fastslår afdelingschef Mette Lolk Hanak:

- Der har været en del historier om piger, der oplevede symptomer efter hpv-vaccinering. Pigerne har koblet symptomerne til vaccinen, og det er jo forståeligt. Jeg forstår godt den mekanisme. Men vaccinen er blevet undersøgt meget grundigt, og intet tyder på, at pigernes symptomer stammer fra den, siger hun.

Men skal pigerne, der oplever at være blevet dårlige, ikke tages alvorligt?

- Piger, der har det dårligt, skal tages alvorligt. Men dengang, de første historier om bivirkninger kom frem, oplevede vi, at nogle medier ikke altid stillede kritiske spørgsmål til den oplevede sammenhæng. De fleste medier er blevet bedre til det, siger Mette Lolk Hanak, der er helt bevidst om, at også Kræftens Bekæmpelse har et ansvar.

Men ansvaret er ikke mediernes alene, mener afdelingschefen:

- Det skal også siges, at vi ikke har været vakse nok ved havelågen til at få forklaret, at vaccinen er god og sikker. Vi skulle have været hurtigere og mere tydelige i forhold til dét, siger hun.

- Vi føler et kæmpe ansvar for at få antallet af hpv-vaccinerede op igen. Derfor starter vi en oplysningsindsats sammen med Sundhedsstyrelsen og lægerne for at gøre info om hpv-vaccine lettere tilgængelig for forældre.

Facebook
Twitter