Læger og medicinstuderende fravælger psykiatrien

Inden for det psykiatriske lægespeciale står hele 22 ud af 50 uddannelsesstillinger ubesatte. Psykiatrisk Sygehus i Aalborg tager utraditionelle metoder i brug i jagten på nye psykiatere.

Anne Sofie Hansen går mod strømmen og er ved at uddanne sig til speciallæge i psykiatri på Aalborg Universitetshospital. (Foto: Jan Rørkær Madsen © dr)

Anne Sofie Hansen er ved at uddanne sig til speciallæge. Hun har truffet et usædvanligt valg, men har aldrig fortrudt.

- Arbejdet med psykiatriske patienter er en stor lægefaglig udfordring, hvor man kigger på det hele menneske, så det er her min fremtid ligger, siger hun.

Men det psykiatriske speciale er ikke populært blandt de medicinstuderende. Det har hun mærket på egen krop.

- Man bliver spurgt, om man er rigtig læge, når man er psykiater. Jeg synes, det er helt horribelt, at man kan tænke på den måde, siger Anne Sofie Hansen.

Uddannelsesstilliger er ubesatte

Der er langt mellem læger og medicinstuderende, der tænder på det psykiatriske speciale.

En opgørelse fra regionernes tre videreuddannelsesregioner viser, at det er meget svært at finde læger, der søger uddannelse inden for det psykiatriske speciale. 22 ud af 50 uddannelsesstillinger har være umulige at besætte.

- Det er et stort problem at tiltrække nok til psykiatrien. Der mangler mange læger i psykiatrierne i hele Danmark og også her hos os, siger Jan Mainz, der er vicedirektør for psykiatrien i Region Nordjylland.

Nordjylland tænker i nye baner

Anne Sofie Hansen arbejder på børn- og ungepsykiatrisk afsnit på Aalborg Universitetshospital. Ud over at tage sin speciallægeuddannelse her, så er hun også ph.d.-studerende.

Det vil sige, at hun samtidig med sin uddannelse får lov til at lave et forskningsprojekt. Under hele forløbet garanterer psykiatrien i Nordjylland hendes løn. Og det er en af forklaringerne på, at hun ikke er rejst til Aarhus for at tage sin ph.d.

- For mig betyder det rigtigt meget. Det er med til at give en større bredde i mit arbejdsliv som læge, og det giver mig gejst og energi på fremtiden i forhold til at kunne skabe noget nyt, siger hun.

Udlændinge løser opgaven

Grundlæggende er der for få medicinstuderende i Danmark, der interesserer sig for psykiatri. Så penge og forskningsprojekter gør det ikke alene.

Derfor har psykiatrien i Nordjylland sat rekrutteringsbureauer til at opsøge medicinstuderende i udlandet. De bliver tilbudt en dansk speciallægeuddannelse.

Resultatet er, at der lige nu er otte udlændinge, der er ved at færdiggøre deres uddannelse som psykiater i Nordjylland.

En af dem er Camelia Eugenia Bujor. Hun har taget første del af sin uddannelse hjemme i Rumænien.

Hun har været i Danmark i fire år og har fået intens sprogundervisning, så selv om samtalerne ikke foregår på hendes modersmål, giver arbejdet i Danmark god mening.

- Det er svært, og det er altid en udfordring, synes jeg, men det kommer til at fungere, siger hun.

Tiltag virker

Vicedirektør i psykiatrien i Nordjylland, Jan Mainz, mener ikke, der bliver leflet for medicinstuderende og unge læger for at give dem lyst til at vælge psykiatrien.

Han fremhæver, at der bliver arbejdet hårdt på at informere om, hvilke karrieremuligheder der er, hvis man vælger at blive speciallæge i psykiatrien.

- Vi kan ikke bare sætte os ned og vente på, at nogen løser problemet for os, siger han.

Nogle af de nordjyske tiltag har virket. Camelia Eugenia Bujor regner i hvert tilfælde med, at fremtiden ligger i Danmark.

- Ja, det håber jeg da kan lade sig gøre, siger hun.

Regeringens såkaldte lægedækningsudvalg forventes i morgen at komme med sine anbefalinger til en bedre lægedækning i Danmark.

Facebook
Twitter