Læger og sygeplejersker får snart mundbind, der kan genanvendes

Dansk firma står bag genanvendeligt mundbind.

Ingo Walterscheid, bestyrelsesformand for Global mundbindet.

Læger og sygeplejersker er for tiden storforbrugere af engangsmundbind, der efter endt brug ender i skraldespanden.

Engangsmundbind er nemlig ofte lavet af flere materialer - eksempelvis stof, plastik og metal - og kan derfor ikke genanvendes.

Men det kan snart være slut. Til efteråret bliver et danskudviklet mundbind introduceret på hospitaler på Region Hovedstaden.

Det nye mundbind er lavet af ét materiale, og efter brug vil mundbindene derfor blive indsamlet, varmet op og lavet til nye mundbind.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden, glæder sig på miljøets vegne.

- Jeg tror, at rigtigt mange af os, efter at der er blevet indført flere mundbind på hospitalerne og i det almindelige samfund, er meget optaget af, at vi kan se, at de bliver smidt rundt omkring, og at de måske ender i verdenshavene eller steder i vores natur, hvor de ikke skal være, siger hun.

Vision: Få panten tilbage

Bag den nye mundbind står virksomheden GMAF Circular Material Aps, der har lavet en aftale med Den Nationale Operative Stab om at levere omkring otte millioner mundbind. Produktionen går i gang til efteråret.

Ifølge Ingo Walterscheid, bestyrelsesformand for fonden bag virksomheden, er der store perspektiver i opfindelsen - også uden for hospitalsgangene.

- Næste skridt er, at vi godt kunne tænke os at lave et pantsystem, således at du kan bruge din mobiltelefon, og så få panten tilbage, når du smider det brugte mundbind i en offentlig skraldespand, der er lavet til formålet, siger han.

- Det er det, vi arbejder på, men først skal vi lige have produktionen op og køre, siger Ingo Walterscheid til DR.

Hospitalsansatte skal teste

Læger, sygeplejersker og andre sundhedsansatte i Region Hovedstaden skal være med til at give feedback og sikre, at de genanvendelige mundbindene er gode nok.

- Vores klinikere, sygeplejersker og læger skal være med til at teste det af i praksis. Vi kan være med til at sige: 'sidder det her godt, er det lavet i den rigtige kvalitet, og er det godt også for patientsikkerheden', siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hvis forsøget er succesfuldt, håber hun, at hovedstadens hospitaler med tiden kan udskifte også kitler, handsker og andre engangsmaterialer med versioner, hvor materialet kan genanvendes.

  • Det nye mundbind er presset ud af et enkelt stykke af materialet. (Foto: Emil Nordkvist Johansson)
  • Det nye mundbind er presset ud af et enkelt stykke af materialet. (Foto: Emil Nordkvist Johansson)
1 / 2

Genanvendelse er vejen frem

I dag bliver engangsmundbind brændt sammen med det øvrige affald, der ikke kan genanvendes.

Selvom vi i Danmark opfanger langt de fleste partikler fra forbrændingsanlæg, så er genanvendelige materialer som udgangspunkt en bedre løsning, forklarer Marianne Thomsen, professor ved Institut for miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

- Vi har for mange mikroforureninger ude i vores miljø, både tungmetaller og organiske mikroforureninger. Så vi har ikke rigtigt råd til at blive ved med at have teknologier, som udleder den slags, siger hun.

Generelt er produkter, som er designet til at kunne genanvendes, vejen frem, siger hun.

- Så hvis denne her produktionsmetode har et co2-aftryk, der er signifikant lavere, end den produktionsmetode man har nu, og den i øvrigt ikke har nogen udledning af miljøfarlige stoffer, så er det en rigtig god ide, siger hun.

Hun tilføjer, at hvis man ser alene på miljø og bæredygtighed, så er stofmundbind efter hendes mening den bedste løsning for den generelle befolkning.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter